Kapitel 4

Peterson kørte af sted, ikke for hurtigt, ikke for langsomt og følte sig godt tilpas, nu hvor han igen havde pigen inden for sit synsfelt. Endelig havde han fundet hende. Det var Rileys datter, og hun gik alene til skole uden nogen som helst anelse om, at han forfulgte hende, og at han snart ville gøre en ende på hendes liv.

Imens hans kiggede, standsede hun pludselig og vendte sig rundt, som om hun havde mistanke om, at nogen overvågede hende. Hun stod der nærmest ubeslutsomt. Et par andre studerende passerede hende og smuttede ind i bygningen.

Han fulgte efter i bilen og ventede på at se, hvad hun nu ville gøre.

Pigen var ikke vigtig for ham. Hendes mor var det sande mål for hans hævn. Hendes mor havde modarbejdet ham, og hun måtte betale prisen. Det havde hun allerede på en måde – for det var trods alt ham, der havde drevet Marie Sayles til selvmord. Men nu ville han også tage datteren fra hende, som var det vigtigste for hende.

Til hans store glæde vendte pigen om og begyndte at gå væk fra skolen. Tilsyneladende havde hun besluttet sig for ikke at deltage i undervisningen i dag. Hans hjerte hamrede – han ville slå til. Men han kunne ikke. Ikke endnu. Han sagde til sig selv, at han måtte være tålmodig. Der var andre mennesker på gaden.

Peterson kørte videre rundt om en boligblok og tvang sig selv til at være tålmodig. Han undertrykte et smil over den glæde, som ville komme. Med det, han havde planlagt for Rileys datter, ville Riley komme til at lide på måder, hun ikke kunne forestille sig. Pigen lignede meget sin mor, selvom hun stadig var ranglet og kejtet. Det ville gøre det ekstra tilfredsstillende.

Imens han kredsede rundt, så han, at pigen gik hurtigt henad gaden. Han holdt ind til fortovskanten og kiggede på hende i et par minutter, indtil det gik op for ham, at hun gik en vej, der førte ud af byen. Hvis hun skulle gå alene hjem, kunne dette muligvis være det perfekte øjeblik at fange hende.

Hans hjerte hamrede forventningsfuldt, og imens han nød den dejlige forventningens glæde, kørte Peterson rundt om endnu en boligblok med sin bil.

Peterson vidste, at folk var nødt til at lære at udsætte visse fornøjelser og vente til det helt rigtige tidspunkt. Forsinket tilfredsstillelse gjorde alting mere behageligt. Det havde han lært efter at have svælget i skøn grusomhed i årevis.

Der er meget at se frem til, tænkte han tilfreds.

Da han kom tilbage og så hende igen, lo Peterson højt. Hun blaffede! Heldet tilsmilede ham i dag. Der var en højere mening med, at hun skulle dø.

Han kørte bilen op på siden af hende og sendte hende sit mest venlige smil.

"Vil du have et lift?"

Pigen smilede bredt tilbage. "Tak. Det ville være rart."

"Hvor skal du hen?" spurgte han.

"Jeg bor lidt uden for byen."

Pigen gav ham adressen.

Han sagde: "Jeg kører lige forbi. Hop ind."

Pigen satte sig ind på forsædet. Med yderligere tilfredshed bemærkede han, at hun endda havde sin mors nøddebrune øjne.

Peterson trykkede på knappen, der låste døre og vinduer. På grund af klimaanlæggets rolige summen bemærkede pigen ingenting.

* * *

April følte et behageligt adrenalinsus, da hun spændte sikkerhedsselen. Hun havde aldrig blaffet før. Hendes mor ville blive meget vred, hvis hun fandt ud af det.

Selvfølgelig fortjente hendes mor det, mente April. Det var virkelig tarveligt at tvinge hende til at overnatte hos far i går aftes – og alt sammen på grund af en skør idé om, at Peterson havde været i deres hjem. Det var ikke sandt, og det vidste April godt. De to agenter, der havde kørt hende hjem til fars hus, havde sagt det. Ud fra hvad de sagde til hinanden, lød det næsten, som om hele FBI troede, at mor var en smule skør.

Manden sagde: "Så hvad laver du herinde i Fredericksburg?"

April drejede sig og så på ham. Han var en fyr, der så rimelig godt ud med pluskæbe, skægstubbe og tykt hår. Han smilede.

"Skole," sagde April.

"Et sommerkursus?" Spurgte manden.

"Ja," sagde April. Hun ville ikke fortælle ham, at hun havde besluttet at pjække fra timerne. Det var ikke, fordi han lignede den slags fyr, der ikke forstod det. Han virkede ret cool. Måske ville han endda finde det morsomt at hjælpe hende med at trodse forældrenes autoritet. Men det var alligevel bedst at ikke tage nogen chancer.

Mandens smil blev lidt drilsk.

"Så hvad synes din mor om, at du blaffer?" Spurgte han.

April blev rød i hovedet af forlegenhed.

"Åh, det har hun det fint med," sagde hun.

Manden lo. Det var ikke en særlig behagelig lyd. Og der skete noget i April. Han havde spurgt, hvad hendes mor syntes, ikke hvad hendes forældre syntes. Hvad fik ham til at sige det på den måde?

Der var temmelig meget trafik tæt ved skolen på dette tidspunkt af morgenen. Det ville tage et stykke tid at komme hjem. April håbede ikke, at manden ville tale hele vejen. Det kunne blive en virkelig akavet samtale.

Men efter de havde kørt forbi et par boligblokke i tavshed, følte April sig endnu mere ubehageligt til mode. Manden var stoppet med at smile, og hans udtryk virkede temmelig dystert. Hun bemærkede, at alle døre var låst. Hun pillede diskret ved knappen i vinduet i passagersiden. Den var ikke til at få op.

Bilen standsede bag en bilkø og ventede på, at lyset skulle skifte til grønt. Manden tændte det venstre blinklys. April blev grebet af en pludselig panikangst.

"Øh… vi skal ligeud her," sagde hun.

Manden sagde intet. Havde han ikke hørt hende? Af en eller anden grund kunne hun ikke få sig selv til at sige det igen. Desuden planlagde han måske at køre en anden vej. Men nej, hun kunne ikke forestille sig, hvordan han skulle kunne køre hende hjem en anden vej.

April spekulerede på, hvad hun skal gøre. Skulle hun skrige om hjælp? Ville nogen høre hende? Og hvad hvis manden ikke havde hørt, hvad hun sagde? Betød det slet ikke noget? Det hele ville være forfærdeligt pinligt.

Så opdagede hun en velkendt fyr slentre henad fortovet med rygsækken slynget over skulderen. Det var Brian, som hun var en slags kæreste med for tiden. Hun bankede højlydt på bilruden.

Hun gispede lettet, da Brian vendte sig rundt og fik øje på hende.

"Vil du have med?" mimede hun til Brian.

Brian smilede og nikkede.

"Åh, det er min kæreste," sagde April. "Kan vi stoppe og samle ham op, tak? Han er alligevel på vej hjem til mig."

Det var en løgn. April havde virkelig ingen idé om, hvor Brian var på vej. Manden skulede og gryntede. Han brød sig slet ikke om det. Ville han stoppe? Aprils hjerte hamrede vildt.

Brian talte i mobiltelefon, imens han stod på fortovet og ventede. Men han kiggede direkte på bilen, og April var sikker på, at han kunne se føreren temmelig tydeligt. Hun var glad for at have et potentielt vidne, hvis manden havde noget grimt i tankerne.

Manden studerede Brian, og han så tydeligt, at han talte i mobiltelefon og kiggede direkte på ham.

Uden at sige et ord låste manden bildørene op. April signalerede, at Brian skulle sætte sig ind på bagsædet, så han åbnede bildøren og sprang ind. Han lukkede bildøren, ligesom lyssignalet skiftede, og bilerne begyndte at køre igen.

"Tak for turen," sagde Brian i et lyst tonefald.

Manden sagde slet ikke noget. Han fortsatte med at køre.

"Han kører os hjem til mig, Brian," sagde April.

"Fantastisk," svarede Brian.

April følte sig på sikker grund nu. Hvis manden virkelig havde dårlige intentioner, ville han bestemt ikke bortføre både hende og Brian. Han ville helt sikkert køre dem direkte til mors hus.

April spekulerede på, om hun skulle fortælle sin mor om manden og hendes mistanker om ham. Men nej, så var hun nødt til at fortælle, at hun havde pjækket fra timerne og blaffet hjem. Mor ville give hende stuearrest for evigt.

Desuden kunne chaufføren ikke være Peterson, tænkte hun.

Peterson var en psykotisk morder og ikke en almindelig mand, der kørte i bil.

Og Peterson var trods alt død.

Kapitel 5

Brent Merediths anspændte og dystre ansigtsudtryk fortalte Riley, at han overhovedet ikke brød sig om hendes forslag.

"Det er en åbenlys sag for mig," sagde hun. "Jeg har mere erfaring end nogen anden med den slags forskruet seriemorder."

Hun havde netop beskrevet opkaldet fra Reedsport, og Merediths kæbe var spændt hele tiden.

Efter lang tids tavshed sukkede Meredith endelig.

"Du får min tilladelse," sagde han modstræbende.

Riley drog et lettelsens suk.

"Tak, chef," sagde hun.

"Du skal ikke takke mig," brummede han. "Jeg siger ja i modstrid med min sunde fornuft. Jeg indvilliger kun, fordi du har de specielle færdigheder til at klare denne sag. Din oplevelse med den slags morder er unik. Jeg sørger for, at du får en partner."

Riley følte sig modløs. Hun vidste, at det ikke var muligt lige nu at samarbejde med Bill, men hun spekulerede på, om Meredith vidste, hvorfor der var spændinger imellem de to tidligere partnere. Hun tænkte, at det nok var sandsynligt, at Bill simpelthen havde fortalt Meredith, at han helst ville arbejde i nærheden af sit hjem for tiden.

"Men, chef…" begyndte hun.

"Ikke noget ’men’," sagde Meredith. "Og ikke flere narrestreger med at lege den ensomme ulv. Det er ikke klogt, og det er imod vores regler. Du er næsten blevet dræbt mere end én gang. Regler er regler. Og jeg bryder flere regler nu, når jeg ikke straks sender dig på sygeorlov efter den seneste episode."

"Ja, chef," sagde Riley stille.

Meredith gnubbede sin hage, imens han åbenlyst overvejede alle muligheder. Så sagde han: "Agent Vargas bliver din partner."

"Lucy Vargas?" spurgte Riley.

Meredith nikkede. Riley brød sig ikke om idéen.

"Hun var med på holdet, der dukkede op i mit hus i går aftes," sagde Riley. "Hun gjorde et godt indtryk, og jeg kan godt lide hende – men hun er for grøn. Jeg er vant til at arbejde sammen med mere erfarne folk."

Meredith smilede bredt. "Hun fik topkarakterer på akademiet. Og ja, hun er ung. Det er sjældent, at de nyuddannede fra akademiet bliver godkendt til at arbejde i Enhedsadfærdsanalysen. Men hun er virkelig meget dygtig. Hun er klar til at få erfaring på området."

Riley vidste, at hun ikke havde noget valg.

Meredith fortsatte: "Hvor hurtig kan du være klar til at tage af sted?"

Riley tænkte de nødvendige forberedelser igennem. Det stod først på prioriteringslisten, at hun måtte tale med sin datter. Og hvad ellers? Hendes rejsesæt var ikke her på hendes kontor. Hun skulle køre til Fredericksburg, stoppe derhjemme og så sørge for, at April kunne bo hos sin far og derefter køre tilbage til Quantico.

"Giv mig tre timer," sagde hun.

"Jeg ringer efter et fly," sagde Meredith. "Jeg vil underrette politichefen i Reedsport om, at vi har et team på vej. Vær på flypladsen om nøjagtigt tre timer. Hvis du kommer for sent, falder der brænde ned."

Riley rejste sig nervøst fra stolen.

"Forstået, chef" sagde hun. Hun var næsten ved at takke ham igen, men huskede så hans befaling om ikke at gøre det. Hun forlod hans kontor uden flere ord.

* * *

Riley ankom til sit hjem i løbet af en halv time og parkerede lige udenfor hoveddøren. Hun var nødt til at få fat på sit rejsesæt, der var en lille kuffert, som hun altid havde pakket med toiletartikler, en badekåbe og skiftetøj. Hun var nødt til at hente det meget hurtigt og derefter køre ind til byen, hvor hun ville forklare tingene til April og Ryan. Hun så på ingen måde frem til den del af det, men hun var nødt til at være sikker på, at April var i sikkerhed.

Da hun satte nøglen i hoveddøren, opdagede hun, at den allerede var åben. Hun vidste, at hun havde låst den, da hun tog af sted. Det gjorde hun altid og glemte det aldrig. Alle Rileys sanser blev vakt. Hun trak sin pistol ud af hylsteret og trådte indenfor.

Da hun listede ind i huset og kiggede rundt omkring hvert hjørne, blev hun opmærksom på en lang, vedvarende støj. Det lød, som om det kom omme bagved huset. Det var musik – meget høj musik.

Hvad pokker?

Hun gik gennem køkkenet, imens hun stadig kiggede efter indbrudstyve. Bagdøren stod delvis åben, og en popsang gjaldede derude. Hun kunne lugte en velkendt aroma.

"Åh nej, ikke igen," sagde hun til sig selv.

Hun proppede sin pistol tilbage i hylsteret og gik ud. Der sad selvfølgelig April ved havebordet sammen med en mager fyr på hendes egen alder. Musikken kom fra et par små højttalere, der stod på havebordet.

Aprils øjne fyldtes med panik, da hun fik øje på sin mor. Hun stak hånden ned under havebordet for at slukke den joint, hun havde i hånden og håbede åbenbart, at den så ville forsvinde.

"Prøv ikke at skjule det," sagde Riley og gik hen mod bordet. "Jeg ved, hvad du laver."

Hun kunne nærmest ikke overdøve musikken, så hun rakte ud efter anlægget og slukkede det.

"Det er ikke, som du tror, mor," sagde April.

"Det er præcis sådan," sagde Riley. "Giv mig resten af det."

April himlede med øjnene og rakte hende en plastikpose med en lille mængde pot i.

"Jeg troede, du var på arbejde," sagde April, som om det forklarede alt.

Riley vidste ikke, om hun skulle blive mere vred eller skuffet. Hun har taget April i at ryge pot én gang tidligere. Men tingene var blevet bedre imellem dem, og hun troede, de dage lå bag dem.

Riley stirrede på den unge mand.

"Mor, det er Brian," sagde April. "Han er en ven fra skolen."

Med et fjoget grin og et glasagtigt blik rakte fyren hånden ud mod Riley.

"Hyggeligt at møde dig, fru Paige," sagde han.

Riley lod sine egne hænder hænge ned langs siden.

"Hvad laver du her nu?" spurgte Riley, henvendt til April.

"Det er her, jeg bor," sagde April med et skuldertræk.

"Du ved godt, hvad jeg mener. Du skal være hjemme hos din far."

April svarede ikke. Riley kiggede på sit ur. Tiden var knap. Hun var nødt til hurtigt at finde en løsning på situationen.

"Fortæl mig, hvad der er sket," sagde Riley.

April begyndte at se temmelig flov ud. Hun var slet ikke forberedt på denne situation.

"Jeg gik fra fars hus og hen til skolen i morges," sagde hun. "Jeg stødte på Brian foran skolen. Vi besluttede at pjække i dag. Det er ok, hvis jeg har fravær en gang imellem. Jeg får gode karakterer. Den afsluttende eksamen er først på fredag."

Brian lo en nervøs, åndsforladt latter.

"Ja, April klarer sig virkelig godt i skolen, fru Paige," sagde han. "Hun er fantastisk."

"Hvordan kom I herhen?" spurgte Riley.

April kiggede væk. Riley gættede hurtigt, hvorfor hun var så tilbageholdende med at fortælle sandheden.

"Årh, for pokker, I har blaffet, ikke?" Sagde Riley.

"Chaufføren var en rigtig flink fyr, meget stille," sagde April. "Brian kørte med hele vejen. Det var sikkert."

Riley kæmpede for at holde sine nerver og sin stemme i ro.

"Hvordan kan du vide, at du var i sikkerhed? April, du må aldrig køre med fremmede. Og hvorfor kom du tilbage hertil efter den forskrækkelse, vi fik i går aftes? Det er helt vildt tåbeligt. Tænk, hvis nu Peterson stadig var her?"

April smilede, som om hun vidste bedre.

"Hold nu op, mor. Du bekymrer dig for meget. Det siger de andre agenter. Jeg hørte to af dem tale om det – de to, der kørte mig til fars hus i går aftes. De sagde, at Peterson helt sikkert er død, og at du bare ikke vil acceptere det. De sagde, at den person, som har lagt de småsten, sandsynligvis har gjort det som en joke."

Riley kogte af raseri. Hun ønskede, at hun kunne fat på disse agenter. Det var modigt af dem at modsige Riley i hendes datters påhør. Hun overvejede at bede April om deres navne, men hun besluttede sig for at lade være.

"Hør efter, April," sagde Riley. "Jeg er nødt til at rejse ud af byen på arbejde i et par dage. Jeg rejser nu. Jeg kører dig hjem til din far. Jeg har brug for, at du bliver der."

"Hvorfor kan jeg ikke tage med dig?" spurgte April.

Riley spekulerede på, hvordan i alverden teenagere kunne være så dumme med nogle ting.

"Fordi, du er nødt til at tage din eksamen," sagde hun. "Du er nødt til at bestå, ellers kommer du bagud i skolen. Du er nødt til at bestå engelsk, og du har sløset med det fag uden grund. Og desuden arbejder jeg. Det er ikke altid sikkert at være med, når jeg er på arbejde. Det burde du vide nu."

April sagde intet.

"Kom med ind," sagde Riley. "Vi har kun få minutter. Jeg er nødt til at få pakket nogle ting, og det skal du også. Så kører jeg dig hjem til din far."

Henvendt til Brian tilføjede Riley: "Og jeg kører også dig hjem."

"Jeg kan blaffe," sagde Brian.

Riley stirrede på ham.

"Ok, så," sagde Brian med et underdanigt ansigtsudtryk. Han og April rejste sig fra bordet og fulgte efter Riley ind i huset.

"Kom så. Ind i bilen begge to," sagde hun. Teenagerne forlod lydigt huset.

Hun låste den nye lås, som hun havde sat på bagdøren, og gik derefter fra rum til rum og sørgede for, at alle vinduer var lukkede og låst.

I sit soveværelset hentede hun sin rejsetaske og tjekkede, at alt, hvad hun havde brug for, stadig var i den. Da hun gik, kiggede hun nervøst på sin seng, som om småstenene muligvis var vendt tilbage. Et øjeblik undrede hun sig over, hvorfor hun var på vej til en anden stat i stedet for at blive her og forsøge at spore morderen, der havde anbragt dem der for at plage hende.

Desuden skræmte Aprils nye adfærd hende. Kunne hun stole på, at datteren var i sikkerhed i Fredericksburg? Det havde hun troet indtil nu, men nu var hun i tvivl.

Der var stadigvæk ikke noget, hun kunne gøre for at ændre tingene. Hun havde forpligtet sig til at tage den nye sag og måtte rejse. Da hun gik ud til bilen, kiggede hun ind i de tykke, mørke skove og ledte efter ethvert tegn på Peterson.

Men der var ingen.