Kapitel 6

Riley kiggede på uret i bilen, imens hun kørte teenagerne ind i den eksklusive del af Fredericksburg og gispede, da hun så, hvor lidt tid hun havde tilbage. Merediths ord ramte hende straks.

Hvis du kommer for sent, falder der brænde ned.

Måske – forhåbentlig – ville hun nå flyet til tiden. Hun havde planlagt bare at stoppe derhjemme og få fat på sit rejsesæt, og nu var tingene blevet meget mere komplicerede. Hun spekulerede på, om hun skulle ringe til Meredith og advare ham om, at familieproblemer kunne forsinke hende. Nej, hendes chef havde været forbeholden nok allerede. Hun kunne ikke forvente, at han skulle være mere forstående.

Heldigvis lå Brians hjem på vejen til Ryans hus. Da Riley kørte ind til siden ved en stor gård og stoppede bilen, sagde hun: "Jeg burde gå med ind og fortælle dine forældre, hvad der er sket."

"De er ikke hjemme," sagde Brian med et skuldertræk. "Far kommer aldrig tilbage igen, og mor er ikke der meget."

Han steg ud af bilen, vendte sig om og sagde: "Tak for turen." Da han gik hen mod sit hjem, spekulerede Riley på, hvilken slags forældre der ville lade sådant et stort barn på egen hånd. Vidste de ikke, hvilken slags problemer en teenager kunne komme i?

Men måske havde hans mor ikke rigtig noget valg, tænkte Riley elendig til mode. Og er jeg den rigtige til at bedømme det?

Så snart Brian var gået indenfor, kørte Riley væk. April havde ikke sagt noget under hele turen, og hun lod ikke til at være i humør til at tale nu. Riley vidste ikke, om tavsheden skyldtes surmuleri eller skam. Det gik op for hende, at der åbenbart var meget, hun ikke vidste om sin egen datter.

Riley var ked af det både på sine egne og Aprils vegne. I går kom de bedre ud af det sammen. Hun troede, at April begyndte at forstå presset på en FBI-agent. Men så havde Riley insisteret på, at April skulle tage hen til sin fars hus i aften, og i dag gjorde April oprør mod at blive tvunget til at gøre det.

Riley mindede sig selv om, at hun burde være meget mere sympatisk. Hun havde altid været noget af en oprører selv. Og Riley vidste, hvordan det var at miste en mor og have en fjern far. April var helt sikkert bange for, at det samme skulle ske for hende.

Hun er rædselslagen for, at der skal ske mig noget, indså Riley. I løbet af de seneste måneder havde April set sin mor gennemleve både fysiske og følelsesmæssige skader. Efter gårsdagens indbrud var April helt sikkert meget bekymret. Riley mindede sig selv om, at hun var nødt til at være mere opmærksom på, hvordan hendes datter havde det. Hvem som helst i en hvilken alder kunne have svært ved at klare Rileys komplicerede liv.

Riley parkerede foran huset, som hun engang havde delt med Ryan. Det var et stort, smukt hus med en søjlegang ved indkørslen. Riley valgte at parkere ude på gaden i stedet for at køre ind i indkørslen og holde i læ.

Hun havde aldrig følt sig hjemme her. Hun havde hun boet i et respektabelt forstadsområde, som aldrig havde passet til hende. Hendes ægteskab, huset og kvarteret havde alt sammen repræsenteret så mange forventninger, som hun aldrig havde følt sig i stand til at opfylde.

I årenes løb havde Riley indset, at hun var bedre til sit job, end hun nogensinde ville være til at leve et normalt liv. Til sidst havde hun forladt sit ægteskab, huset og kvarteret, hvilket gjorde hende endnu mere fast besluttet på at leve op til forventningerne om at være en god mor for sin teenagedatter.

Da April ville åbne bildøren, sagde Riley: "Vent."

April vendte sig og så forventningsfuldt på hende.

Uden så meget som at tænke sig om, sagde Riley: "Jeg forstår det. Jeg forstår."

April stirrede overrasket på hende. Et øjeblik så det ud som om, hun ville begynde at græde. Riley var næsten lige så overrumplet som datteren. Hun vidste ikke helt, hvad der var sket med hende. Hun vidste kun, at lige nu var ikke det rette tidspunkt at være belærende. Hun havde også en mavefornemmelse af, at hun havde sagt lige præcis det rigtige.

Riley og April steg ud af bilen og gik sammen hen til huset. Hun vidste ikke, om hun håbede, at Ryan ville være hjemme eller ej. Hun ville ikke skændes med ham, og hun havde allerede besluttet sig for ikke at fortælle ham om episoden med marihuana. Hun vidste, at hun burde, men der var ganske enkelt ikke tid til at håndtere hans reaktioner. Alligevel var hun virkelig nødt til at forklare ham, at hun ville være bortrejst i et par dage.

Gabriela, den tykke, middelaldrende guatemalanske kvinde, der havde arbejdet som familiens husholderske i årevis, hilste på Riley og April i døren. Gabrielas øjne var store af bekymring.

"Du godeste, hvor har du været?" Spurgte hun med sin stærke accent.

"Undskyld, Gabriela," svarede April ydmygt.

Gabriela kiggede indgående på Aprils ansigt. Riley kunne se på hendes ansigtsudtryk, at hun havde opdaget, at April havde røget pot.

"Fjols!" Sagde Gabriela skarpt på spansk.

"Jeg er virkelig ked af det," sagde April og lød virkelig angerfuld.

"Kom med," sagde Gabriela. Da hun førte April væk, vendte hun sig og sendte Riley et bittert og misbilligende blik.

Riley krympede sig under det blik. Gabriela var et af de få mennesker i verden, der virkelig skræmte hende. Kvinden havde også en vidunderlig måde at håndtere April på, og i det øjeblik så det ud til, at hun var bedre til at være forælder end Riley var.

Riley kaldte efter Gabriela, "Er Ryan her?"

Da hun gik væk, svarede Gabriela: "Sí." Så kaldte hun ind i huset, "Señor Paige, din datter er tilbage."

Ryan dukkede op i gangen, klædt på og klar til at gå. Han så overrasket ud, da han fik øje på Riley.

"Hvad laver du her?" Spurgte han. "Hvor var April?"

"Hun var hjemme hos mig."

"Hvad? Efter alt, hvad der skete i går aftes, tog du hende med hjem?»

Rileys kæber var sammenbidte af harme.

"Jeg tog ikke hende nogen steder," sagde hun. "Spørg hende, hvis du vil vide, hvordan hun kom dertil. Jeg kan ikke gøre noget ved, hvis hun ikke ønsker at bo sammen med dig. Du er den eneste, der kan ordne det."

"Det er alt sammen din skyld, Riley. Du er årsagen til, at hun er ustyrlig."

I et par sekunder var Riley rasende. Men hendes raseri blev erstattet af en følelse af, at han måske havde ret. Det var ikke fair, men han vidste virkelig, hvordan han skulle ramme hendes ømme punkter.

Riley tog en lang, dyb indånding og sagde: "Jeg rejser bort i et par dage. Jeg har en sag i staten New York. April er nødt til at bo her, og hun er nødt til at være i sikkerhed. Forklar venligst situationen for Gabriela."

"Du må selv forklare situationen til Gabriela," snerrede Ryan. "Jeg skal mødes med en klient nu."

"Og jeg har et fly, der afgår nu."

De stod og stirrede på hinanden et øjeblik. Deres skænderi var nået til et dødvande. Da hun så ind i hans øjne, mindede Riley sig selv om, at hun engang havde elsket ham. Og han havde vist elsket hende lige så meget. Det var dengang, da begge var unge og fattige, før han var blevet en succesfuld advokat, og hun var blevet FBI-agent.

Hun kunne ikke undgå at bemærke, at han stadig var en meget flot mand. Han gjorde meget ud af sig selv og tilbragte mange timer i træningscenteret. Riley vidste også udmærket, at han havde masser af kvinder i sit liv. Det var en del af problemet, at han nød sin frihed som ungkarl for meget til at bekymre sig om forældreskabet.

Ikke at jeg gør det meget bedre selv, tænkte hun.

Så sagde Ryan, "Det handler altid om dit job."

Riley kvalte sin vrede. De havde talt igen og igen om dette. På en eller anden måde var hendes arbejde for farligt og for banalt. Hans job var det, der betød noget, fordi han tjente mange flere penge, og fordi han hævdede at have gjort en reel forskel i verden. Som om det at føre retssager for velhavende klienter var vigtigere end Rileys uendelige krig mod det onde.

Men hun kunne ikke blive ved med at lade sig trække ind i dette gamle skænderi. Ingen af dem vandt det nogensinde alligevel.

"Vi må tale om det, når jeg kommer tilbage," sagde hun.

Hun vendte sig og gik ud af huset. Hun hørte Ryan lukke døren bag sig.

Riley satte sig ind i bilen og kørte. Hun havde mindre end en time til at komme tilbage til Quantico. Alting kørte rundt i hendes hoved. Der var sket for meget for hurtigt. For kort tid siden besluttede hun sig for at tage en ny sag. Nu spekulerede hun på, om det var den rigtige ting at gøre. Ikke kun havde April problemer med at klare sig, men hun var sikker på, at Peterson var tilbage i hendes liv.

Men på en måde gav det god mening. Så længe April boede hos sin far, ville hun være i sikkerhed for Petersons greb. Og Peterson ville ikke tage nogen andre til fange under Rileys fravær. Selvom hun syntes, han var en gåde, så vidste Riley en ting med sikkerhed. Det var kun hende, som var målet for hans hævn. Hun og ingen anden var hans næste offer. Og det ville føles godt at være langt væk fra ham et stykke tid.

Hun mindede sig selv om den hårde lektie, hun havde lært under den seneste sag – ikke at påtage sig alt det onde i verden, alt sammen på samme tid. Det kunne koges ned til et simpelt motto: Et monster ad gangen.

Og lige nu gik hun efter en særlig ondskabsfuld type. En gerningsmand, som, hun vidste, snart ville slå til igen.

Kapitel 7

Manden begyndte at trække kæder ud i deres fulde længde på den lange arbejdsbord i kælderen. Det var mørkt udenfor, men alle disse led i rustfrit stål var lyse og skinnende i lyset af elpæren.

Han trak en af kæderne ud i sin fulde længde. Den skramlende lyd vakte forfærdelige minder om at være lænket, buret inde og blive tortureret med kæder som disse. Men det var, som om han fortsatte med at fortælle sig selv: Jeg er nødt til at se min frygt i øjnene.

Og for at gøre det måtte han overbevise sig selv om, at han var herre over kæderne. I fortiden havde kæderne alt for ofte været herre over ham.

Det var en skam, at nogen måtte lide på grund af dette. I fem år troede han, at han havde lagt alt dette bag sig. Det havde hjulpet så meget, da kirken hyrede ham til at være nattevagt. Han kunne lide det job og var stolt over den autoritet, der fulgte med det. Han kunne godt lide at føle sig stærk og nyttig.

Men i sidste måned fyrede de ham. De havde brug for nogen med sikkerhedskompetencer og bedre uddannelsespapirer. Nogen større og stærkere. De lovede ham et arbejde som havemand. Han tjente stadig penge nok til at betale huslejen for sit lille hus.

Alligevel havde tabet af jobbet og tabet af den autoritet, det gav ham, rystet ham og fået ham til at føle sig hjælpeløs. Trangen brød frem igen – denne desperation efter ikke at være hjælpeløs. Det voldsomme behov for at beherske kæderne, så de ikke kunne tage magten over ham igen. Han havde før prøvet at flygte fra trangen, som om han kunne efterlade sit indre mørke her i kælderen. Sidste gang kørte han hele vejen til Reedsport i håb om at undslippe det. Men han kunne ikke.

Han vidste ikke, hvorfor han ikke kunne. Han var en god mand med et godt hjerte, og han kunne godt lide at være pligtopfyldende. Men før eller senere vendte hans venlighed sig altid imod ham. Da han hjalp sygeplejersken med at bære indkøbsvarer hen til hendes bil i Reedsport, smilede hun og sagde: "Sikke en god dreng!"

Han vred sig ved mindet om smilet og disse ord.

"Sikke en god dreng!"

Hans mor havde smilt og sagt sådanne ting, selvom hun holdt kæden om hans ben for kort til, at han kunne nå mad eller kigge ud af vinduet. Og nonnerne havde også smilet og sagt lignende, da de kiggede på ham ind gennem den lille firkant, der blev åbnet i døren til hans lille fængsel.

"Sikke en god dreng!"

Ikke alle var grusomme, vidste han. De fleste mennesker ville ham det faktisk godt, især i den lille by, hvor han havde boet længe. De kunne endda lide ham. Men hvorfor behandlede alle ham som et barn – nærmest som et handicappet barn? Han var syvogtyve år gammel, og han vidste, at han var usædvanligt velbegavet. Hans hoved var fyldt med gode idéer, og han stødte næsten aldrig på et problem, han ikke kunne løse.

Men selvfølgelig vidste han, hvorfor folk så ham, som de gjorde. Det var, fordi han næsten ikke kunne tale. Han havde stammet håbløst hele sit liv, og han prøvede næsten aldrig at tale, selvom han forstod alt det, andre sagde.

Og han var lille og svag, og hans ansigtstræk var barnlige, ligesom hos folk, der havde en medfødt defekt. Fanget i det lidt misformede kranium fandtes et bemærkelsesværdigt sind, der var svækket i sit ønske om at gøre strålende ting i denne verden. Men det vidste ingen. Ingen overhovedet. Ikke engang lægerne på det psykiatriske hospital vidste det.

Det var ironisk.

Folk troede ikke, at han kendte et ord som ironisk. Men det gjorde han.