"Du mener om indbruddet, ikke? Jeg kigger lige nu på nogle foreløbige rapporter. Jeg er bange for, at der ikke er meget at komme efter. Laboratorieteknikerne fandt ikke noget på småstenene – intet DNA eller fibre. Heller ingen fingeraftryk."

Riley sukkede modløst.

"Giv mig besked, hvis noget ændrer sig," sagde hun og klappede Flores på ryggen.

"Det skal du ikke regne med," sagde Flores.

Riley fortsatte til det arbejdsområde, som senioragenterne var fælles om. Da hun gik forbi de små kontorer med glasvægge, så hun, at Bill ikke var der. Det var faktisk en lettelse, men hun vidste, at hun før eller siden skulle løsne op for den kejtede stemning imellem dem.

Da hun gik ind på sit eget pæne, velorganiserede kontor, bemærkede Riley straks, at hun havde modtaget en telefonbesked. Det var fra Mike Nevins, psykiater hos D.C. Retsmedicinsk, som undertiden var konsulent i sager hos Enhedsadfærdsanalysen. I årenes løb havde han været en bemærkelsesværdig kilde til indsigt for hende, og ikke kun i bestemte sager. Mike havde hjulpet Riley igennem hendes egen PTSD, efter at Peterson havde fanget og tortureret hende. Hun vidste, at han ringede for at høre, hvordan det gik, som han ofte gjorde.

Hun var lige ved at ringe tilbage til ham, da specialagent Brent Merediths brede skikkelse dukkede op i døråbningen. Afdelingschefens sorte, kantede træk antydede hans hårde ikke-noget-pis personlighed. Riley følte sig lettet ved synet af ham og blev altid beroliget af hans tilstedeværelse.

"Velkommen tilbage, agent Paige," sagde han.

Riley rejste sig og gav ham hånden. "Tak, chef."

"Jeg hører, at du havde endnu et lille eventyr i går aftes. Jeg håber du har det godt."

"Jeg har det fint tak."

Meredith kiggede på hende med omsorgsfuld bekymring, og Riley vidste, at han prøvede at vurdere, og hun var i stand til at arbejde.

"Vil du med hen til kantinen og have noget kaffe?" Spurgte han.

"Tak, men der er nogle sagsmapper, jeg virkelig er nødt til at gennemgå. På et andet tidspunkt."

Meredith nikkede og sagde intet. Riley vidste, at han ventede på, at hun skulle tale. Han havde uden tvivl også hørt, at hun troede, at det var Peterson, som var brudt ind i hendes hus. Han gav hende en chance for at fortælle sin version. Men hun var sikker på, at Meredith ikke ville være mere tilbøjelig end nogen anden til at tro på, at det var Peterson.

"Nå, jeg må hellere gå," sagde han. "Sig til, når du er klar til kaffe eller frokost."

"Ja, det vil jeg."

Meredith tav et øjeblik og vendte sig så mod Riley.

Langsomt og omhyggeligt sagde han: "Vær forsigtig, agent Paige."

Riley forstod godt meningen med disse ord. For ikke længe siden havde en anden chef hos FBI suspenderet hende for ulydighed. Hun var blevet genansat, men hendes job hang muligvis stadig i en tynd tråd. Riley oplevede, at Meredith gav hende en venskabelig advarsel. Han ønskede ikke, at hun foretage sig noget, som bragte hende i fare. Og at skabe en masse ballade om Peterson nu, kunne give hende problemer med dem, som mente, at sagen afsluttet.

Så snart hun var alene, gik Riley hen til sit arkivskab og trak den tykke mappe med Peterson-sagen ud. Hun åbnede den på sit skrivebord og bladrede den igennem for at genopfriske sin hukommelse vedrørende sin ærkefjende. Hun fandt ikke meget, der var brugbart.

Sandheden var, at manden forblev en gåde. Der havde ikke engang været optegnelser over hans eksistens, før Bill og Riley endelig fandt ham. Peterson var måske ikke engang hans rigtige navn, og de havde fundet flere forskellige fornavne, der angiveligt var forbundet med ham.

Da Riley kiggede sagsmappen igennem, stødte hun på fotografier af hans ofre – kvinder, der var blevet fundet i grave. De havde alle brandsår, og dødsårsagen havde været kvælning. Riley gøs ved tanken om de store, magtfulde hænder, der havde fanget hende og spærret hende inde som et dyr.

Ingen vidste, hvor mange kvinder han havde dræbt. Der fandtes måske mange flere lig endnu, der ikke var blevet fundet. Og indtil Marie og Riley var blevet fanget og var undsluppet igen, så de kunne fortælle om det, var der ingen, som vidste, at han kunne lide at torturere kvinder i mørket med en propanbrænder. Og ingen andre var tilbøjelige til at tro, at Peterson stadig levede.

Det hele gik hende virkelig på. Riley var kendt for sin evne til at trænge ind i mordernes sind – en evne, der undertiden skræmte hende. Alligevel havde hun aldrig været i stand til at trænge ind i Petersons sind. Og lige nu følte hun, at hun forstod ham endnu mindre.

Riley havde aldrig oplevet ham som en psykopat, der planlagde alting på forhånd. Det faktum, at han efterlod sine ofre i lave grave antydede det modsatte. Han var ingen perfektionist. Alligevel var han omhyggelig nok til ikke at efterlade sig spor. Manden var virkelig et paradoks.

Hun huskede på noget, som Marie havde sagt til hende kort før sit selvmord…

"Måske er han som et spøgelse, Riley. Måske var det, hvad der skete, da du sprængte ham i stykker. Du dræbte hans krop, men du dræbte ikke hans ondskab."

Han var ikke et spøgelse, vidste Riley. Hun var sikker – mere sikker end nogensinde – på, at han var derude, og at hun var hans næste offer. Alligevel kunne han lige så godt være et spøgelse for hende. Bortset fra hendes selv, så troede ingen på, at han eksisterede.

"Hvor er du, din djævel?" hviskede hun højt.

Hun anede det ikke, og hun havde ingen måde at finde ud af det på. Hun havde intet andet valg end at slippe det hele nu. Hun lukkede sagsmappen og lagde den tilbage på sin plads i arkivskabet.

Så ringede hendes kontortelefon. Hun så, at opkaldet kom igennem på en linje, der var fælles for alle specialagenter. Det var den linje, som anvendt brugt til at videresende passende opkald til agenter. Som hovedregel ville den agent, der først tog et sådant opkald, tage sagen.

Riley kiggede rundt på de andre kontorer. Der var ingen andre i øjeblikket. De andre agenter var enten til pause eller ude af huset for at arbejde på andre sager. Riley besvarede telefonopkaldet.

"Specialagent Riley Paige. Hvad kan jeg hjælpe med?"

Stemmen i røret lød stresset.

"Agent Paige, det er Raymond Alford, politichef i Reedsport, New York. Vi har et stort problem. Vil det være ok, hvis vi taler sammen via videochat? Jeg tror måske, jeg så kan forklare det bedre. Og jeg har nogle billeder, som du bedre kan se."

Rileys nysgerrighed blev vakt. "Naturligvis," sagde hun. Hun gav Alford sine kontaktoplysninger. Et øjeblik senere talte hun ansigt til ansigt med ham. Han var en slank, skaldet mand, der var godt oppe i årene. Lige nu virkede hans ansigtsudtryk bekymret og træt.

"Der skete et mord her i går aftes," fortalte Alford hende. "Et rigtig grimt et af slagsen. Nu skal du se."

Et fotografi dukkede op på Rileys computerskærm. Det viste, hvad der så ud til at være et kvindelig, som hang fra en kæde over et togskinnespor. Liget var viklet ind i rigtig mange kæder, og det var underligt klædt på.

"Hvad er det, offeret har på?" Spurgte Riley.

"En spændetrøje," sagde Alford.

Riley blev forskrækket. Da hun kiggede nærmere på fotografiet, kunne hun se, at det var sandt. Derefter forsvandt billedet, og Riley sad ansigt til ansigt med Alford igen.

"Alford, jeg værdsætter dit opkald. Men hvad får dig til at tro, at dette er en sag for FBI?"

"Fordi nøjagtig den samme ting skete her i nærheden for fem år siden," sagde Alford.

Der dukkede et billede op på skærmen af et andet kvindelig. Også hun var viklet ind i kæder og bundet fast i en spændetrøje.

"Dengang var det en deltidsfængselsmedarbejder, Marla Blainey. Metoden var den samme – bortset fra at hendes lig blev smidt på flodbredden og ikke hængt op."

Alfords ansigt dukkede frem igen.

"Denne gang var det Rosemary Pickens, en lokal sygeplejerske," sagde han. "Ingen kan forestille sig et motiv for at dræbe nogen af kvinderne. De var meget vellidte begge to."

Alford så træt ud og rystede på hovedet.

"Agent Paige, mine ansatte og jeg er virkelig på dybt vand her. Det nye drab må enten være en seriemorder eller en copycat. Problemet er, at ingen af disse to typer giver nogen mening. Vi har ikke normalt den slags problemer i Reedsport. Det er kun en lille turistby ved Hudsonfloden med en befolkning på omkring syv tusinde. Nogle gange er vi nødt til at stoppe en slåskamp eller fiske en turist op ad floden. Men værre bliver tingene normalt ikke her."

Riley tænkte over det. Det lignede faktisk en sag for FBI. Hun burde faktisk henvise Alford direkte til Meredith.

Men da Riley kiggede hen mod Merediths kontor, så hun, at han ikke var tilbage endnu. Hun blev nødt til at advare ham om dette senere. I mellemtiden kunne hun måske hjælpe lidt.

"Hvad var dødsårsagerne?" spurgte hun.

"Halsen blev skåret over på dem begge to."

Riley forsøgte ikke at vise sin overraskelse. Kvælning og et hårdt slag var langt mere almindeligt end en overskåret hals.

Dette lod til at være en meget usædvanlig morder. Alligevel var det den type psykopater, Riley kendte godt. Hun var specialiseret i netop sådanne tilfælde. Det var en skam, at hun ikke kunne bruge sine færdigheder i denne sag. I kølvandet på hendes seneste traume, ville hun ikke få opgaven.

"Har I taget liget ned?" spurgte Riley.

"Ikke endnu," sagde Alford. "Hun hænger der stadigvæk."

"Så lad være. Lad det blive hængende. Vent, indtil vores agenter ankommer."

Alford så ikke glad ud.

"Agent Paige, det bliver en svær ordre at efterleve. Det er lige ved siden af togskinnerne, og det kan ses fra floden. Og byen har ikke brug for den slags for reklame. Jeg er meget under pres for at fjerne liget."

"Lad det hænge," sagde Riley. "Jeg ved, at det ikke er let, men det er vigtigt. Det bliver ikke længe, du skal vente. Vi sender agenter derhen i eftermiddag."

Alford nikkede og indvilligede.

"Har du flere fotos af det seneste offer?" spurgte Riley. "Nogle nærbilleder?"

"Ja, her er de."

Riley kiggede på en serie af detaljerede fotos af liget. De lokale politimænd havde gjort et godt stykke arbejde. Billederne viste, hvor tæt og detaljeret kæderne var viklet omkring liget.

Endelig kom en nærbillede af offerets ansigt.

Riley følte det, som om hendes hjerte sprang op i halsen. Offerets øjne bulede ud, og hendes mund var blevet kneblet med en kæde. Men det var ikke det, der chokerede Riley mest.

Det var, at kvinden mindede meget om Marie. Hun var ældre og tungere, men alligevel ville Marie måske være kommet til at se sådan ud, hvis hun havde levet et årti længere. Billedet ramte Riley som et følelsesmæssigt knytnæveslag i maven. Det var, som om Marie råbte efter hende og krævede, at hun fangede denne morder.

Hun vidste, at hun var nødt til at tage denne sag.