Kapitel 3

Teenagepigen, der åbnede døren, så ud, som om hun havde lyst til at smække den i hovedet på Bill. I stedet snurrede hun rundt på hælen og gik væk uden et ord, men efterlod døren åben.

Bill trådte indenfor.

"Hej, April," sagde han automatisk.

Rileys datter, en surmulende 14-årig, der havde arvet sin mors mørke hår og nøddebrune øjne, svarede ikke. Hun var kun iklædt i en overdimensioneret T-shirt, og hendes hår var uglet, April drejede om hjørnet og dumpede ned på sofaen, ligeglad med alt undtagen sine høretelefoner og mobiltelefon.

Bill stod der akavet og usikker på, hvad han skulle gøre. Da han havde ringet til Riley, havde hun indvilliget i at få besøg af ham, omend modstræbende. Havde hun skiftet mening?

Bill kiggede rundt, da han gik ind i huset. Han gik gennem stuen og så alt var nydeligt og opryddet, som det var karakteristisk for Riley. Men han bemærkede også, at persiennerne var trukket fra, og der lå et lag af støv på møblerne – hvilket overhovedet ikke lignede hende. På en boghylde så han en række helt nye paperback-thrillere, som han havde købt til hende under hendes orlov, og han håbede, at bøgerne ville få hende til at glemme sine problemer. Ikke et eneste bind så ud til at være læst.

Bills bekymring var velbegrundet. Det var ikke den Riley, han kendte. Havde Meredith ret? Havde hun brug for mere tid på orlov? Var det forkert af ham at række ud efter hende, før hun var klar?

Bill tog sig sammen og gik længere ind i det mørke hus, og da han drejede om et hjørne, fandt han Riley alene i køkkenet. Hun sad ved Formica-bordet i sin morgenkåbe og hjemmesko med en kop kaffe foran sig. Hun kiggede op, og han så et glimt af forlegenhed, som om hun havde glemt, han kom. Men hun skjulte det hurtigt med et svagt smil og rejste sig.

Han trådte frem og krammede hende, og hun krammede ham let tilbage. I hjemmesko var hun lidt lavere end ham. Hun var blevet meget tynd, alt for tynd, og hans bekymring voksede.

Han satte sig ned ved bordet overfor hende og studerede hende. Hendes hår var rent, men det var ikke redt, og det så ud som om hun havde været iført disse hjemmesko i dagevis. Hendes ansigt var alt for blegt og så meget, meget ældre ud, end da han sidst havde set hende for fem uger siden. Hun så ud, som om hun havde været igennem helvede. Det havde hun også. Han prøvede ikke at tænke på, hvad den sidste morder havde gjort ved hende.

Hun undgik hans blik, og de sad begge der i den larmende stilhed. Bill havde været så sikker på, at han ville vide lige præcis, hvad han skulle sige for at opmuntre hende og vække hende; men da han sad der, følte han sig opslugt af sorg, og han havde ingen ord. Han ville gerne se hende være mere robust ligesom hendes gamle selv.

Han gemte hurtigt konvolutten med mapperne om den nye mordsag på gulvet ved siden af sin stol. Han var ikke længere sikker på, om han skulle vise dem til hende. Han begyndte at få en følelse af, at han havde begået en fejl ved at møde op her. Hun havde tydeligvis brug for mere tid. At se hende sådan her gjorde ham for første gang usikker på, om hans mangeårige partner nogensinde ville vende tilbage til jobbet.

"Kaffe?" spurgte hun. Han kunne fornemme hendes ubehag.

Han rystede på hoved. Hun var tydeligvis skrøbelig. Da han havde besøgt hende på hospitalet, og selv efter hun var kommet hjem, havde han været bekymret for hende. Han havde spekuleret på, om hun nogensinde ville vende tilbage fra den smerte og terror, hun havde udholdt i sit inderste mørke. Det var så ulig hende; hun syntes uovervindelig med alle andre sager. Noget omkring den sidste sag, den sidste morder, var anderledes. Bill forstod, at manden havde været den mest vanvittige psykopat han nogensinde havde stødt på - og det sagde en hel del.

Da han iagttog hende, skete der noget andet med ham. Hun lignede faktisk én på sin egen alder. Hun var 40 år gammel, samme alder som ham, men dengang hun arbejdede, vedholdende og engageret, havde hun altid virket flere år yngre. Der var begyndt at komme grå stænk i hendes mørke hår. Det samme gjaldt hans eget hår.

Riley kaldte på sin datter: "April!"

Intet svar. Riley kaldte på hende flere gange, højere for hver gang, indtil hun endelig svarede.

"Hvad?" svarede April irriteret inde fra stuen.

"Hvornår skal du i skole?"

"Det ved du godt."

"Bare fortæl mig det, okay?"

"Halv ni."

Riley rynkede panden og så oprørt ud. Hun kiggede op på Bill.

"Hun dumpede i engelsk. Hun har pjækket i for mange timer. Jeg prøver at hjælpe med at indhente det."

Bill rystede på hovedet og forstod det kun alt for godt. Politiarbejdet krævede meget af dem alle, og at det gik ud over familielivet, var en ulykke.

"Det er jeg ked af at høre," sagde han.

Riley trak på skuldrene

"Hun er fjorten. Hun hader mig. "

"Det er ikke godt."

"Jeg hadede alle, da jeg var fjorten," svarede hun. "Gjorde du ikke?"

Bill svarede ikke. Det var svært at forestille sig, at Riley nogensinde kunne hade alle.

"Bare vent til dine drenge når den alder," sagde Riley. "Hvor gamle er de nu? Det har jeg glemt."

"Otte og ti," svarede Bill og smilede. "Den måde tingene kører på med Maggie, så ved jeg ikke, om jeg stadigvæk er i deres liv, når de når Aprils alder."

Riley lagde hovedet på skrå og kiggede bekymret på ham. Han havde savnet det omsorgsfulde blik.

"Så slemt, hva'?" sagde hun.

Han kiggede væk og ønskede ikke at tænke mere over det.

De sad tavse et øjeblik.

"Hvad er det, du gemmer på gulvet?" spurgte hun.

Bill kiggede ned og derefter op og smilede; selv i hendes tilstand overså hun aldrig noget.

"Jeg gemmer ikke noget," sagde Bill, samlede konvolutten op og lagde den på bordet. "Der er bare noget, jeg gerne vil snakke med dig om."

Riley smilede bredt. Det var tydeligt, at hun udmærket vidste, hvad han egentlig var her for.

"Vis mig det," sagde hun og tilføjede med et nervøst blik på April. "Kom, lad os gå ud bagved. Jeg vil ikke have, at hun skal se det."

Riley tog sine tøfler af og gik barfodet foran Bill ud i baghaven. De satte sig ved et slidt picnicbord, der havde været her, siden Riley flyttede ind, og Bill stirrede rundt i den lille gårdhave, som havde et enkelt træ. Der var skov til alle sider. Det fik ham til at glemme, at han var tæt på en by.

For isoleret, tænkte han.

Han havde aldrig følt, at dette var det rigtige sted for Riley. Den lille hus, som var bygget i ranch-stil, lå cirka 10 kilomenter udenfor byen og så slidt og ordinært ud. Det lå lige ved en mindre vej med intet andet end skove og græsgange så langt øjet rakte. Han havde dog heller aldrig tænkt, at et liv i forstæderne var noget for hende. Han havde svært ved at forestille sig hende holde cocktailparties. Herfra kunne hun i det mindste køre ind til Fredericksburg og tage videre til Quantico, når hun kom tilbage for at arbejde. Hvis hun stadig kunne arbejde.

"Vis mig, hvad du har," sagde hun.

Han spredte rapporterne og billederne ud over bordet.

"Husker du Daggett-sagen?" Spurgte han. "Du havde ret. Morderen var ikke færdig."

Han så hendes øjne udspile sig, da hun gennemgik billederne. Der var en lang tavshed, da hun studerede filerne intensivt, og han spekulerede på, om det kunne være, hvad hun havde brug for at vende tilbage - eller om det ville sætte hende tilbage.

"Så hvad synes du?" Spurgte han endelig.

Mere tavshed. Hun kiggede stadig ikke op fra mappen.

Endelig kiggede hun op, og da hun gjorde det, var han chokeret over at se tårer i hendes øjne. Han havde aldrig set sit græd før, ikke engang i de værste tilfælde, tæt på et lig. Det var bestemt ikke Riley, det vidste han. Den morder havde gjort noget ved hende, mere end han anede.

Hun kvalte et snøft.

"Jeg er bange, Bill," sagde hun. "Jeg er så bange. Hele tiden. For alt. "

Bill følte hjertet synke i livet ved at se hende sådan her. Han undrede sig over, hvor den gamle Riley var blevet af, den person han altid kunne stole på var stærkere end ham, klippen som han altid kunne læne sig op ad i problemfyldte stunder. Han savnede hende mere, end han kunne sige.

"Han er død, Riley," sagde han i sit mest selvsikre tonefald. "Han kan ikke skade dig mere."

Hun rystede på hovedet.

"Det ved du ikke."

"Jo, det gør jeg," svarede han. "De fandt liget efter eksplosionen."

"De kunne ikke identificere det," sagde hun.

"Du ved, det var ham."

Hun bøjede hovedet og dækkede ansigtet med den ene hånd, imens hun græd. Han holdt hendes anden hånd tværs over bordet.

"Det her er en ny sag," sagde han. "Den har intet at gøre med, hvad der skete med dig."

Hun rystede på hovedet.

"Det er ligegyldigt."

Langsomt, mens hun græd, rejste hun sig op og rakte ham mappen og kiggede væk.

"Jeg er ked af det," sagde hun og kiggede ned, imens hun holdt den med rystende hånd. "Jeg synes du skal gå," tilføjede hun.

Bill var chokeret og ked af det, da han tog mappen tilbage. Han havde aldrig nogensinde forventet, at det skulle ende sådan.

Bill sad der et øjeblik og kæmpede mod sine egne tårer. Endelig klappede han forsigtigt hendes hånd, rejste sig fra bordet og gik tilbage gennem huset. April sad stadig i stuen med lukkede øjnene, og hendes hoved nikkede i takt til musikken.

*

Riley sad og græd alene ved picnicbordet efter at Bill var gået.

Jeg troede, jeg var ok, tænkte hun.

Hun ville virkelig gerne være ok for Bills skyld. Og hun troede faktisk, at hun var det. Det havde været ok at sidde i køkkenet og tale om almindelige ting. Så var de gået udenfor, og da hun havde set mappen, troede hun også, at hun ville være ok. Mere end ok. Hun blev opslugt af det. Den gamle lyst til at arbejde blev vakt, og hun ønskede at komme tilbage i marken. Hun tænkte på mordene som et puslespil, der skulle løses, næsten abstrakt, et intellektuelt spil. Det var også fint. Hendes terapeut havde fortalt hende, at det var sådan, hun skulle tænke, hvis hun nogensinde håbede på at vende tilbage til arbejde.

Men så af en eller anden grund blev det intellektuelle puslespil til virkelighed - en uhyrlig menneskelig tragedie, hvor to uskyldige kvinder var døde i endeløs smerte og frygt. Og hun havde pludselig spekuleret på: Var det lige så slemt for dem, som det var for mig?

Hendes krop blev med det samme overvældet af panik og frygt. Og forlegenhed og skam. Bill var hendes partner og hendes bedste ven. Hun skyldte ham så meget. Han havde stået ved hendes side i de sidste uger, da ingen andre ville. Hun kunne ikke have overlevet tiden på hospitalet uden ham. Det sidste, hun ønskede, var, at han skulle se hende reduceret til en tilstand af hjælpeløshed.

Hun hørte April råbe fra bagdøren.

"Mor, vi skal spise nu, ellers kommer jeg for sent."

Hun følte en trang til at råbe tilbage: "Lav din egen morgenmad!"

Men det gjorde hun ikke. Hun var for længst udmattet af sine kampe med April. Hun havde opgivet kampene.

Hun rejste sig op fra bordet og gik tilbage til køkkenet. Hun rev et stykke papir af køkkenrullen og brugte den til at tørre tårerne væk og pudse næse og gik så i gang med at lave mad. Hun forsøgte at huske sin terapeuts ord: Selv rutinemæssige opgaver vil kræve en meget bevidst indsats i det mindste et stykke tid. Hun var nødt til at indstille sig på at lave ting med ét babyskridt ad gangen.

Først kom der ting ud af køleskabet - æggebakken, pakken med bacon, smørskålen, syltetøjskrukken, fordi April godt kunne lide syltetøj, selvom hun ikke kunne det. Og det gik fint, indtil hun lagde seks strimler bacon på en pande på komfuret, og hun tændte gasblusset under panden.

Hun tumlede bagud ved synet af den blågule flamme. Hun lukkede øjnene, og minderne overvældede hende.

Riley lå i en trang krybegang under et hus i et lille hjemmelavet bur. Propanbrænderen var det eneste lys, hun nogensinde så. Resten af tiden tilbragte hun i komplet mørke. Gulvet i krybegangen var snavset. Gulvbrædderne over hende var så lave, at hun næsten ikke kunne dreje sig.

Der var totalt mørkt, selv når han åbnede en lille dør og krøb ind i krybegangen til hende. Hun kunne ikke se ham, men hun kunne høre ham trække vejret og grynte. Han ville låse buret op, åbne det og klatre ind.

Og så ville han tænde en fakkel. Hun kunne se hans grusomme og grimme ansigt i det lys. Han ville drille hende med en tallerken af dårlig mad. Hvis hun rakte ud efter maden, ville han køre faklens flamme op ad hende. Hun kunne ikke spise uden at blive forbrændt ...

Hun åbnede øjnene. Billederne virkede mindre levende, når hendes øjne var åbne, men hun kunne ikke ryste strømmen af minder af sig. Hun fortsatte som en robot med at lave morgenmad med hele kroppen pumpet af adrenalin. Hun var i gang med at dække bord, da datterens stemme kaldte igen.

"Mor, hvor lang tid tager det?"

Hun for sammen og tallerkenen gled ud af hendes hånd og faldt på gulvet og blev knust.

"Hvad sker der?" råbte April råbte og dukkede op ved siden af hende.

"Ingenting," sagde Riley.

Hun rydde op i rodet, og da hun og April sad sammen og spiste, var der en fjendtlig tavshed som normalt. Riley ønskede at trænge igennem til April for at sige: April, det er mig, din mor, og jeg elsker dig. Men hun havde prøvet så mange gange, og det gjorde kun det hele værre. Hendes datter hadede hende, og hun kunne ikke forstå hvorfor - eller hvordan hun skulle stoppe det.

"Hvilke planer har du i dag?" Spurgte hun April.

"Hvad tror du selv?" snerrede April af hende. "Jeg skal i skole."

"Jeg mener bagefter," sagde Riley med en rolig og medfølende stemme. "Jeg er din mor. Jeg vil gerne vide det. Det er normalt."

"Intet i vores liv er normalt."

De spiste i tavshed et øjeblik.

"Du fortæller mig aldrig noget," sagde Riley.

"Det gør du heller ikke".

Der stoppede ethvert håb om samtale en gang for alle.

Det er rigtig nok, tænkte Riley bittert. Det var mere sandt end April vidste. Riley havde aldrig fortalt hende om sit job, sine sager; hun havde aldrig fortalt hende om sit fangenskab, eller sin tid på hospitalet, eller hvorfor hun var på orlov nu. Alt hvad April vidste var, at hun en stor del af tiden havde måttet bo hos sin far, og hun hadede ham endnu mere end hun hadede Riley. Men lige så meget som hun gerne ville fortælle hende om tingene, syntes Riley det var bedst, at April ikke vidste, hvad hendes mor havde været igennem.

Riley klædte sig på og kørte April i skole, og de sagde ikke et ord til hinanden under køreturen. Da hun lukkede April ud af bilen, råbte hun efter hende: "Vi ses klokken ti."

April gav hende et ligegyldigt vink, da hun gik.

Riley kørte til en nærliggende kaffebar. Det var blevet en rutine for hende. Det var svært for hende at befinde sig på et offentligt sted, og hun vidste, at det var præcis derfor, hun skulle gøre det. Kaffebaren var lille og aldrig fyldt, selv på morgener som denne, så hun fandt det relativt behageligt at være der.

Da hun sad der og nippede til en cappuccino, huskede hun igen på Bills ærgrelse. Det var seks uger, fandens osse. Det måtte ændre sig. Hun var nødt til at ændre sig. Hun vidste ikke, hvordan hun skulle gøre det.

Men så fik hun en idé. Hun vidste præcis, hvad hun først skulle gøre.