Han trak liget hen til træet og forsøgte at placere det i den position, han havde forestillet sig. Det gik ikke rigtigt. Kvindens hoved blev vippet til venstre, frosset af rigor mortis. Han rykkede og drejede det. Selv efter at han havde brækket halsen, kunne han stadig ikke få det til at stirre lige frem.

Og hvordan skulle han sprede benene ordentligt? Et af benene sad håbløst skævt. Han havde ikke andet valg end at få et dækjern ud af kufferten og brække låret og knæskallen. Så drejede han benet så godt han kunne, men han var stadig ikke tilfreds.

Endelig efterlod han pligtskyldigst båndet rundt om halsen, parykken på hovedet og rosen i sneen. Så satte han sig ind i sin bil og kørte væk. Han var skuffet og modløs. Han var også bange. Havde han i al sin klodsethed efterladt nogen fatale spor? Han gennemgik besat hver eneste handling i sit sind, men han følte sig ikke sikker.

Han vidste, at han skulle gøre det bedre næste gang. Han lovede sig selv at gøre det bedre.

Riley åbnede øjnene. Hun lod mordens tilstedeværelse glide væk. Hun var nu tilfreds med sig selv. Hun havde ikke ladet sig ryste og overvælde. Og hun havde fået et værdifuldt perspektiv. Hun havde fået en følelse af, hvordan morderen var ved at lære sit håndværk.

Hun ønskede kun, at hun vidste noget - noget om det første mord. Hun var mere sikker end nogensinde på, at han havde dræbt en gang tidligere. Dette havde været en lærling, men ikke en nybegynder.

Lige da Riley var ved at vende sig og gå tilbage mod sin bil, var der noget i træet, som fangede hendes opmærksomhed. Det var et lille strejf af gult, som stak ud der, hvor stammen delte sig i to en smule over hendes hoved.

Hun gik om på den anden side af træet og kiggede op.

"Han har været tilbage her!" Riley gispede højt. Kuldegysninger løb igennem hendes krop og hun kiggede sig rundt nervøst. Ingen syntes at være i nærheden nu.

Fastklemt i træets grene sad en nøgen kvindedukke med blondt hår og stirrede ned på Riley, og den sad i den position, som morderen havde ment, at offeret skulle sidde i.

Den kunne højst have siddet der i tre eller fire dage. Den var ikke blevet flyttet på af vinden eller gennemblødt af regn. Morderen var vendt tilbage hertil, da han havde forberedt sig på Reba Frye-mordet. Ligesom Riley var han kommet tilbage hertil for at reflektere over sit arbejde og for at forholde sig kritisk til sine fejl.

Hun tog billeder med sin mobiltelefon. Hun ville sende dem til Hovedkontoret med det samme.

Riley vidste godt, hvorfor han havde forladt dukken.

Det er en undskyldning for tidligere sløsethed, indså hun.

Det var også et løfte om, at arbejdet ville blive bedre udført fremover.

Kapitel 9

Riley kørte mod Senator Mitch Newbroughs herregård, og hendes hjerte fyldtes af frygt, da det kom til syne. Beliggende for enden af en lang, tre-sporet indkørsel, var det enormt, formelt og skræmmende. Hun syntes altid, at det var sværere at håndtere de rige og mægtige end folk længere nede ad den sociale stige.

Hun kørte op og parkerede i en velbevaret cirkel foran sten palæet. Ja, denne familie var virkelig rig.

Hun steg ud af bilen og gik op til de enorme hoveddøre. Efter at have ringet på dørklokken blev hun mødt af en mand på omkring tredive, som var ulasteligt klædt.

"Jeg er Robert," sagde han. "Senatorens søn. Og du må være special agent Riley. Kom ind. Mor og far venter på dig."

Robert Newbrough førte Riley ind i huset, som straks mindede hende om, hvor lidt hun brød sig om prangende hjem. Newbrough-huset var nærmest endeløst stort, og turen til hvor Senator og hans kone ventede var ualmindelig lang. Riley var sikker på, at når gæsterne skulle gå sådan en ubekvemmelig lang afstand, så var en slags intimideringstaktik, en måde at kommunikere til dem på, at husets beboere var alt for magtfulde til at lade sig løbe om hjørner med. Riley syntes også, at den allestedsnærværende koloniale møbelindretning var rigtig grim.

Mere end noget andet frygtede hun, hvad der kom næste gang. For hende var det simpelthen forfærdeligt at tale med ofrenes familier, meget værre end at beskæftige sig med gerningssteder eller endda lig. Hun syntes, det var alt for nemt at blive fanget i folks sorg, vrede og forvirring. Sådanne intense følelser ødelagde hendes koncentration og distraherede hende i sit arbejde.

Da de gik, sagde Robert Newbrough, "Far har været hjemme fra Richmond, siden ..."

Hans stemme knækkede lidt i midten af sætningen. Riley mærkede intensiteten af hans tab.

"Da vi hørte om Reba," fortsatte han. "Det har været forfærdeligt. Mor er især rystet. Prøv ikke at chokere hende for meget."

"Jeg kondolerer," sagde Riley.

Robert ignorerede hende og førte Riley ind i en rummelig stue. Senator Mitch Newbrough og hans kone sad sammen på en stor sofa og holdt hinandens hænder.

"Agent Paige," sagde Robert og præsenterede hende. "Agent Paige, lad mig præsentere mine forældre, senatoren og hans kone, Annabeth."

Robert tilbød Reba at sætte sig, og derefter satte han sig selv.

"Først og fremmest," sagde Riley stille, "vil jeg udtrykke min dybeste kondolence for jeres tab."

Annabeth Newbrough svarede med et tavt anerkendende nik. Senatoren sad blot og stirrede ligefrem for sig.

I den korte tavshed, der fulgte, foretog Riley en hurtig vurdering af deres ansigter. Hun havde set Newbrough mange gange på tv, altid med en politikers indsmigrende smil. Han smilede ikke nu. Riley havde ikke set så meget til fru Newbrough, som syntes at besidde en politikerkones typiske føjelighed.

Begge var i begyndelsen af tresserne. Riley lagde mærke til, at de begge var gået til smertefulde og dyre behandlinger for at se yngre ud - hårimplantater, hårfarve, ansigtsløftninger, makeup. Så vidt Riley kunne se, havde indsatsen givet dem et vagt kunstigt udseende.

Ligesom dukker, tænkte Riley.

"Jeg vil gerne stille jer nogle spørgsmål om jeres datter," sagde Riley og tog sin notesblok frem. "Har I været i tæt kontakt med Reba for nylig?"

"Åh ja," sagde fru Newbrough. "Vi er en meget tæt familie."

Riley bemærkede en lille stivhed i kvindens stemme. Det lød som noget, hun sagde lidt for ofte, lidt for rutinemæssigt. Riley følte sig helt sikker på, at familielivet i Newbrough-hjemmet langtfra var idyllisk.

”Har Reba for nylig sagt noget om, at hun følte sig truet?" Spurgte Riley.

"Nej," sagde fru Newbrough. "Ikke et ord."

Riley observerede, at senatoren indtil nu ikke havde sagt et ord. Hun undrede sig over, hvorfor han var så stille. Hun skulle have ham på banen, men hvordan?

Nu tog Robert ordet.

"Hun var for nylig igennem en rodet skilsmisse. Situationen blev grimme mellem hende og Paul omkring forældremyndigheden over deres to børn."

"Åh, jeg brød mig aldrig ham," sagde fru Newbrough. "Han havde sådan et temperament. Tror du muligvis ...? "Hendes ord forsvandt.

Riley rystede på hovedet.

"Hendes eksmand er sandsynlig ikke under mistanke," sagde hun.

"Hvorfor i alverden ikke det?" Spurgte fru Newbrough.

Riley overvejede i tankerne, hvad hun burde og ikke burde fortælle dem.

"Du har måske læst, at morderen har slået til tidligere," sagde hun. "Der var et lignende offer nær Daggett."

Fru Newbrough blev mere ophidset.

"Hvad skal dette betyde for os?"

"Vi har at gøre med en seriemorder," sagde Riley. "Der var intet familiært ved det. Din datter har måske slet ikke kendt morderen. Der er en sandsynlighed for, at det ikke var personligt."

Fru Newbrough snøftede nu. Riley fortrød straks sit ordvalg.

"Ikke personligt?" råbte Fru Newbrough nærmest. "Hvordan kunne det være andet end personlig?"

Senator Newbrough talte til sin søn.

"Robert, tag venligst din mor med et andet sted hen og berolig hende. Jeg vil gerne tale med agent Paige alene."

Robert Newbrough førte lydigt sin mor væk. Senator Newbrough sad et øjeblik uden at sige noget. Han kiggede på Rily med et fast blik. Hun var sikker på, at han var vant til at skræmme folk ved at stirre på dem. Men det virkede ikke særlig godt på hende. Hun gengældte simpelthen hans blik.

Endelig greb senatoren ned i sin jakkelomme og trak en konvolut i brevstørrelse ud. Han gik over til hendes stol og gav den til hende.

"Her," sagde han. Så gik han tilbage til sofaen og satte sig igen.

"Hvad er det her?" Spurgte Riley.

Senatoren lod igen sit blik hvile på hende.

"Alt, hvad du behøver at vide," sagde han.

Riley var nu helt forvirret.

"Må jeg åbne den?" Spurgte hun.

"Det er meningen."

Riley åbnede konvolutten. Den indeholdt et enkelt ark med to kolonner med navne. Hun genkendte nogle af dem. Tre eller fire var kendte journalister på de lokale tv-nyheder. Flere andre var fremtrædende Virginia-politikere. Riley var endnu mere forvirret end før.

"Hvem er disse mennesker?" Spurgte hun.

"Mine fjender," sagde senator Newbrough med en neutral stemme. "Sandsynligvis ikke en omfattende liste. Men det er dem, der betyder noget. Der er nogen, der er skyldig."

Riley var helt lamslået nu. Hun sad der og sagde ingenting.

"Jeg siger ikke, at nogen på den liste dræbte min datter, direkte ansigt til ansigt," sagde han. "Men de har fandeme helt sikkert betalt nogen for at gøre det."

Riley talte langsomt og forsigtigt.

"Senator, med al respekt, så mener jeg, at jeg lige har sagt, at drabet på din datter sandsynligvis ikke var personligt. Der har allerede fundet et mord sted, som var næsten identisk med det."

"Siger du, at min datter var et tilfældigt mål?" Spurgte senatoren.

Ja, sandsynligvis, tænkte Riley.

Men hun var klog nok til ikke at sige det højt.

Før hun kunne svare, tilføjede han: "Agent Paige, jeg har lært på den hårde måde, at man ikke skal tro på tilfældigheder. Jeg ved ikke hvorfor eller hvordan, men min datters død var politisk. Og i politik er alt personligt. Så prøv ikke at fortælle mig, det er noget andet end personligt. Det er dit og FBI’s job at finde den ansvarlige og bringe ham for retten."

Riley tog en lang, dyb indånding. Hun iagttog mandens ansigt ned til mindste detalje. Hun kunne se det nu. Senator Newbrough var tydeligvis en narcissist.

Det burde ikke overraske mig, tænkte hun.

Riley forstod mere end det. Senatoren fandt det utænkeligt, at noget i hans liv ikke handlede specifikt om ham og ham alene. Selv hans datters mord handlede om ham. Reba var simpelthen blevet fanget mellem ham og nogen der hadede ham. Han troede virkelig på det.

"Senator," begyndte Riley, "med al respekt, så tror jeg ikke ..."

"Jeg har ikke brug for, at du tænker," sagde Newbrough. "Du har alle de oplysninger, du har brug for lige foran dig."

De holdt hinandens blik fanget i flere sekunder.

"Agent Paige," sagde senatoren til sidst: "Jeg får følelsen af, at vi ikke er på samme bølgelængde. Det er en skam. Du kan ikke vide det, men jeg har gode venner i FBI’s øverste lag. Nogle af dem skylder mig tjenester. Jeg vil tage kontakt til dem med det samme. Jeg har brug for nogen til denne sag, som kan ordne sagen."

Riley sad chokeret og vidste ikke, hvad hun skulle sige. Led manden virkelig af vrangforestillinger?

Senatoren rejste sig.

"Jeg sender nogen, der kan følge dig ud, agent Paige," sagde han. "Jeg er ked af, at vi ikke forstår hinanden."

Senator Newbrough forlod rummet og efterlod Riley siddende der alene. Hendes mund stod chokeret åben. Ok, manden var narcissist. Men hun vidste, at det handlede om mere end det.

Senatoren skjulte noget.

Og uanset hvad det var, så skulle hun nok finde ud af, hvad det var.