Kapitel 1

I det mindste så lugter det ikke endnu, tænkte specialagent Bill Jeffreys.

Som han stod bøjet over liget, kunne han ikke lade være med at fornemme de første spor af det. Den blandede sig med den friske duft af fyrretræ og den rene dis, der steg op fra bækken – en lugt af lig, som han burde have vænnet sig til for længst. Men det havde han aldrig gjort.

Kvindens nøgne lig var blevet omhyggeligt placeret på en stor kampesten på bredden af bækken. Hun sad op og lænede sig mod en anden sten med udstrakte og spredte ben og med hænderne langs siden. Han kunne se, at hendes højre arm havde en ujævn kurve, som godt kunne betyde en brækket knogle. Det bølgende hår var selvfølgelig en paryk, som var lurvet med forskellige lyse nuancer. Et rosa smil var malet med læbestift på hendes læber.

Mordvåbenet lå stadig stramt rundt om halsen: hun var blevet kvalt med et lyserødt bånd. En kunstig rød rose lå på kampestenen foran hendes fødder.

Bill forsøgte forsigtigt at løfte hendes venstre hånd. Den bevægede sig ikke.

"Hun er stadig i en tilstand af rigor mortis," sagde Bill til agent Spelbren, som sad foroverbøjet på den anden side af liget. "Hun har ikke været død i mere end fireogtyve timer."

"Hvad er der sket med hendes øjne?" Spurgte Spelbren.

"Syet vidt åbne med sort sytråd," svarede han uden at kigge nærmere på det.

Spelbren stirrede vantro på ham.

"Tjek det selv," sagde Bill.

Spelbren kiggede på øjnene.

"For pokker," mumlede han stille. Bill lagde mærke til, at han ikke reagerede med afsky. Det satte Bill pris på. Han havde samarbejdet med andre feltagenter - nogle af dem endda erfarne folk som Spelbren – som ville være i gang med at brække sig nu.

Bill havde aldrig samarbejdet med ham før. Spelbren var blevet indkaldt til denne sag fra et Virginia-feltkontor. Det var Spilbrens idé at inddrage nogen fra Adfærds- og Analysenheden i Quantico. Det var grunden til, at Bill var her.

Smart træk, syntes Bill.

Bill kunne se, at Spelbren var yngre end ham, kun et par år, men alligevel havde han en livserfaring og indsigt, som han godt kunne lide.

"Hun har kontaktlinser på," bemærkede Spelbren.

Bill kiggede nærmere efter. Han havde ret. En uhyggelig, kunstig blå farve, der fik ham til at se væk. Det var koldt hernede ved bækken sent om morgenen, men trods det fladede øjnene ud i øjenhulerne. Det ville være svært at fastslå det præcise dødstidspunkt. Det eneste, Bill var sikker på, var, at liget var blevet anbragt her og omhyggeligt placeret i nattens løb.

Han hørte en stemme i nærheden.

"Forbandede FBI."

Bill kiggede op på de tre lokale politifolk, som stod et par meter væk. De hviskede uhørligt nu, så Bill vidste, at det var meningen, at han kun skulle høre de to ord. De var fra den nærliggende by Yarnell, og de var helt klart ikke glade for, at FBI var dukket op. De troede, at de kunne håndtere dette alene.

Skovfogeden i Mosby State Park havde været af en anden opfattelse. Han var ikke vant til noget værre end vandalisme, affald og ulovligt fiskeri og jagt, og han vidste, at det lokale politi fra Yarnell ikke kunne klare dette alene.

Bill var fløjet et par hundrede kilometer med helikopter, så han kunne komme hertil, før liget blev flyttet. Piloten havde fulgt koordinaterne til en plet af eng på en nærliggende bakketop, hvor skovfogeden og Spelbren havde mødt ham. Skovfogeden havde kørt dem nogle kilometer ned ad en grusvej, og da de kørte ind til siden, kunne Bill se gerningsstedet fra vejen. Der var kun kort vej ned ad en bakke nær bækken.

Betjentene, der stod utålmodigt i nærheden, havde allerede gennemgået gerningsstedet. Bill vidste præcis, hvad de tænkte. De ønskede at klare denne sag på egen hånd; et par FBI-agenter var det sidste, de ønskede at se.

Beklager, bonderøve, tænkte Bill, men her er I på dybt vand.

"Sheriffen mener, at det er menneskehandel," sagde Spelbren. "Han tager fejl."

"Hvorfor siger du det?" Spurgte Bill. Han kendte selv svaret, men han ønskede at få en ide om, hvordan Spelbren tænkte, når han arbejdede.

"Hun er i trediverne og ikke længere ung," sagde Spelbren. "Strækmærker, så hun har mindst et barn. Ikke typen, der normalt bliver handlet. "

"Du har ret," sagde Bill.

"Men hvad med parykken?"

Bill rystede på hovedet.

"Hendes hoved er blevet barberet," svarede han, "så uanset hvad parykken var til for, så var det ikke for at ændre på hendes hårfarve."

"Og rosen?" Spurgte Spelbren. "En besked?"

Bill undersøgte det.

"Billig stofblomst," svarede han. "Den slags du kan finde i enhver lavprisbutik. Vi kan spore den, men vi vil ikke finde noget."

Spelbren så imponeret over på ham.

Bill tvivlede på, at noget af det, de havde fundet, ville være til nogen hjælp. Morderen var for målrettet og for metodisk. Hele gerningsstedet var iscenesat på en syg måde, som gjorde, at Bill følte, at han kom til kort.

Han så de lokale politiet være ivrige efter at komme nærmere og rydde gerningsstedet op. Billederne var blevet taget, og liget kunne blive fjernet når som helst.

Bill stod og sukkede og følte sig stiv i benene. Hans fyrre år var begyndte at kunne mærkes – i hvert fald lidt.

"Hun er blevet tortureret", bemærkede han og sukkede sørgmodigt. "Se på alle sårene. Nogle er begyndt at hele." Han rystede bedrøveligt på hovedet. "Nogen har skåret i hende i dagevis, før han kvalte hende med hende med det bånd."

Spelbren sukkede.

"Gerningsmanden var vred over noget," sagde Spelbren.

"Hallo, hvornår kan vi rydde op her?" Udbrød en af politifolkene.

Bill så i retning af dem og så, at de stod op trippede utålmodigt. To af dem grinede stilfærdigt. Bill vidste, at arbejdet allerede var gjort her, men han sagde det ikke. Han foretrak at lade disse bonderøve vente og og undre sig.

Han vendte sig langsomt rundt og indprentede sig landskabet. Det var et tykt skovklædt område med mange fyrretræer og cedertræer og masser af undergræsning, og med åen som løb ad en rolig vej til den nærmeste flod. Selv nu midt om sommeren ville det ikke blive meget varmere her i dag, så liget ville ikke gå i gang med at rådne lige med det samme. Alligevel ville det være bedst at få det ud herfra og sendt til Quantico. Retsmedicinerne ville gerne pille liget fra hinanden, imens det stadig var rimeligt frisk. Retsmedicinerens bil blev kørt op på grusvejen bag politibilen og ventede.

Vejen var ikke bredere end et parallelt dækspor gennem skoven. Morderen havde næsten med sikkerhed kørt her. Han havde båret liget den korte afstand på den smalle vej til dette sted, havde placeret det og var gået. Han havde ikke opholdt sig her længe. Selv om området lå væk fra vejen, patruljerede politiet her regelmæssigt, og private biler var ikke tilladt på denne vej. Han havde ønsket, at liget skulle findes. Han var stolt af sit arbejde.

Og det var blevet fundet af et par tidlige morgenryttere. Turister på lejede heste, havde skovfogeden fortalt Bill. De var feriegæster fra Arlington, som boede på en ranch for turister lige uden for Yarnell. Skovfogeden havde sagt, at de var lidt oppe at køre nu. De havde fået besked om ikke at forlade byen, og Bill planlagde at tale med dem senere.

Det så ikke ud som om, at der overhovedet var nogen spor at finde i området omkring liget. Gerningsmanden havde været meget forsigtig. Han havde trukket noget bag sig, da han var vendt tilbage fra bjerget - en skovl måske - for at skjule sine egne fodspor. Der var ingen spor tilbage med vilje eller ved et uheld. Eventuelle dækspor på vejen var sandsynligvis blevet slettet af politiets vogne.

Bill sukkede for sig selv.

Fandens osse, tænkte han. Hvor er Riley, når jeg har brug for hende?

Hans mangeårige partner og bedste ven var på ufrivillig orlov for at komme sig over et traume fra deres seneste sag. Ja, det havde været en uhyggelig sag. Hun havde brug for at komme sig, og hvis sandheden skulle frem, så ville hun måske aldrig vende tilbage.

Men han havde virkelig brug for hende nu. Hun var meget klogere end Bill, og han havde ikke noget imod at indrømme det. Han elskede at opleve hendes hjerne på arbejde. Han forestillede sig hende gennemgå dette gerningssted helt ned i mindste detalje. Allerede nu ville hun drille ham med alle de tydelige spor, som lå lige foran næsen på ham.

Hvad ville Riley se her, som Bill ikke kunne se?

Han følte sig indskrænket, og han kunne ikke lide følelsen. Men der var ikke mere, han kunne gøre ved det nu.

"Okay, folkens," kaldte Bill på politifolkene. "Fjern liget."

Betjentene grinede og gav hinanden klør fem.

"Tror du, han vil gøre det igen?" Spurgte Spelbren.

"Jeg er sikker på det," sagde Bill.

"Hvordan ved du det?"

Bill tog et langt dybt vejrtræk.

"Fordi jeg har set hans arbejde før."

Kapitel 2

"Det blev værre for hende dag for dag," sagde Sam Flores og klikkede endnu et forfærdeligt fotografi op på den store multimedie-skærm, som hang truende over konferencebordet. "Lige indtil han gjorde det af med hende."

Så meget havde Bill gættet sig til, men han hadede alligevel at have ret.

FBI’s hovedkontor havde fået fløjet liget til Adfærds- og Analyseenheden i Quantico, hvor retsmedicin-teknikere havde taget billeder, og laboratoriet havde påbegyndt alle undersøgelser. Flores, en laboratorietekniker med sorte indrammede briller, gennemgik det grimme diasshow, og de gigantiske skærmbilleder var forbandet nærværende i Adfærds- og Anaylyseenhedens konferencelokale.

"Hvor længe var hun død, før liget blev fundet?" Spurgte Bill.

"Ikke længe," svarede han. "Måske tidligt aftenen før."

Ved siden af Bill sad Spelbren, som var fløjet til Quantico sammen med ham, efter at de havde forladt Yarnell. For bordenden sad specialagent Brent Meredith, holdets chef. Meredith udgjorde en skræmmende tilstedeværelse med sin brede, sorte, kantede personlighed og sit ikke-noget-pis ansigtsudtryk. Det betød dog ikke, at Bill var bange for ham - langt fra det. Han kunne godt lide at tro at de havde meget til fælles. De var begge to erfarne folk, og havde begge to set det meste.

Flores fremviste en række nærbilleder af offerets sår.

"Sårene til venstre blev påført tidligt," sagde han. "Dem til højre er nyere, nogle er påført timer eller endda minutter før han kvalte hende med båndet. Det virker, som om han er blevet gradvist mere voldelig i ugens løb, hvor han holdt hende fanget. At brække hendes arm kan været det sidste, han gjorde, imens hun stadig levede."

"For mig ser sårene ud som en gerningsmands arbejde," bemærkede Meredith. "Vurderet ud fra det stigende niveau af aggression, er det sandsynligvis en mand. Hvad har du ellers?"

"Ud fra de lyse stubbe på hendes hovedbund at dømme, gætter vi på, at hendes hoved blev barberet to dage, før hun blev dræbt," fortsatte Flores. "Parykken blev syet sammen med stykker af forskellige parykker, alle billige. Kontaktlinserne var sandsynligvis postordre. Og en ting mere," sagde han og kiggede tøvende rundt på ansigterne. "Han smurte hende ind i vaseline."

Bill følte en tyk spænding i rummet.

"Vaseline?" Spurgte han.

Flores nikkede.

"Hvorfor?" Spurgte Spelbren.

Flores trak på skuldrene.

"Det er dit job," svarede han.

Bill tænkte på de to turister, han havde forhørt i går. De havde slet ikke været til nogen hjælp, splittede som de var mellem morbid nysgerrighed og på randen af panik over det, de havde set. De var ivrige efter at komme hjem til Arlington, og der var ikke nogen grund til at tilbageholde dem. De var blevet forhørt af flere politifolk. Og de var blevet behørigt advaret om ikke at sige noget om, hvad de havde set.

Meredith åndede tungt og lagde håndfladerne på bordet.

"Godt arbejde, Flores," sagde Meredith.

Flores var taknemmelig for den ros - og måske lidt overrasket. Brent Meredith var ikke typen, der normalt uddelte komplimenter.

"Agent Jeffreys," sagde Meredith og vendte sig mod ham, "fortæl os nu, hvordan dette relaterer sig til din gamle sag."

Bill tog en dyb indånding og lænede sig tilbage i sin stol.

"For lidt over seks måneder siden," begyndte han, "den 16. december blev Eileen Rogers’ lig fundet på en gård nær Daggett. Jeg blev opfordret til at undersøge det sammen med min partner, Riley Paige. Vejret var meget koldt, og liget var frosset fast. Det var svært at sige, hvor længe det havde ligget der, og dødstidspunktet blev aldrig nøjagtigt bestemt. Flores, vis dem det."

Flores vendte tilbage til diasshowet. Skærmen blev opdelt, og ved siden af billederne på skærmen viste han en ny serie billeder. De to ofre blev vist side om side. Bill gispede. Det var forbløffende. Bortset fra det ene krops frosne kød var ligene i næsten samme tilstand, sårene nærmest identiske. Begge kvinder havde øjnene syet vidt åbne på samme skrækkelige måde.

Bill sukkede, for billederne fik alting til at vende tilbage. Uanset hvor mange år han havde været i politiet, så smertede det ham at se hvert eneste offer.

"Rogers’ lig blev fundet siddende oprejst imod et træ," fortsatte Bill med dyster stemme. "Ikke lige så omhyggeligt placeret som liget i Mosby Park. Ingen kontaktlinser eller vaseline, men de fleste andre detaljer er de samme. Rogers’ hår blev klippet kort, ikke barberet, men der var en lignende paryk. Hun blev også kvalt med et lyserødt bånd, og en falsk rose blev fundet foran hende."

Bill holdt pause et øjeblik. Han hadede det næste, han måtte sige.

"Paige og jeg kunne ikke knække sagen."

Spelbren vendte sig til ham.

"Hvad var problemet?" Spurgte han.

"Hvad var ikke problemet?" Svarede Bill, mere defensivt end nødvendigt. "Vi kunne ikke få et eneste gennembrud i sagen. Vi havde ingen vidner; offerets familie kunne ikke give os nogen nyttige oplysninger; Rogers havde ingen fjender, ingen tidligere mand, ingen vred kæreste. Der var ikke en eneste god grund til, at hun blev mål og dræbt. Sagen blev henlagt med det samme. "

Bill blev tavs. Mørke tanker oversvømmede hans hjerne.

"Hold op," sagde Meredith i en ukarakteristisk blid tone. "Det er ikke din skyld. Du kunne ikke have stoppet det nye drab. "

Bill værdsatte venlighed, men han følte sig skyldig som ind i helvede. Hvorfor kunne han ikke have knækket sagen før? Hvorfor kunne Riley ikke? Det var meget få gange i sin karriere, han havde været så indskrænket.

I det øjeblik ringede Merediths telefon, og chefen besvarede opkaldet.

Det første han nærmest sagde var: "Fandens osse."

Han gentog det flere gange. Så sagde han: "Er du helt sikker på, det er hende?" Han holdt inde. "Var der nogen forhandling om en løsesum?"

Han rejste sig fra sin stol og gik uden for konferencelokalet og efterlod de tre andre mænd, der sad i forvirret stilhed. Efter et par minutter kom han tilbage. Han så ældre ud.

"Mine herrer, vi befinder os nu i en krisesituation", meddelte han. "Vi har lige fået oplyst identiteten på gårsdagens offer. Hendes navn var Reba Frye. "

Bill gispede, som om han var blevet slået i maven; han kunne også se, at Spelbren var chokeret. Men Flores så forvirret ud.

"Bør jeg vide, hvem det er?" Spurgte Flores.

"Pigenavnet er Newbrough," forklarede Meredith. "Senator Mitch Newbroughs datter - sandsynligvis Virginias næste guvernør."

Flores åndede tungt.

"Jeg havde ikke hørt, at hun var forsvundet," sagde Spelbren.

"Det var ikke officielt rapporteret," sagde Meredith. "Hendes far er allerede blevet kontaktet. Og selvfølgelig mener han, at det er politisk eller personligt eller begge dele. Det er ligegyldigt, at det samme skete med et andet offer for seks måneder siden."

Meredith rystede på hovedet.

"Senatoren vil lægge pres på os," tilføjede han. "Der vil komme masser af presseomtale. Han vil sørge for, at vi bliver holdt til ilden."

Bills hjerte sank. Han hadede følelsen af, at tingene voksede ham over hovedet. Men det var præcis, hvordan han havde det lige nu.

En dyster tavshed fyldte rummet.

Til sidst rømmede Bill sig.

"Vi skal have hjælp," sagde han.

Meredith vendte sig mod ham, og Bill mødte hans hårde blik. Merediths ansigt trak sig sammen i bekymring og misbilligelse. Han vidste, hvad Bill tænkte.

"Hun er ikke klar," svarede Meredith. Han vidste, at Bill havde i sinde at indkalde hende.

Bill sukkede.

"Chef," svarede han, "hun kender sagen bedre end nogen anden. Og der er ingen klogere end hende."

Efter endnu en pause sagde Bill, hvad han virkelig tænkte.

"Jeg tror ikke, vi kan klare det uden hende."

Meredith kastede sin blyant mod et stykke papir et par gange og ønskede sig et andet sted hen.

"Det er en fejl," sagde han. "Men hvis hun går i stykker, er det din fejl." Han tog en indånding. "Ring til hende."