Kapitel 5

Manden holdt en kort, men diskret afstand til kvinden, og kiggede kun flygtigt i hendes retning. Han lagde et par gaveartikler i sin indkøbskurv, så han lignede en hvilken som helst anden kunde. Han lykønskede sig selv med, hvor upåfaldende han var i stand til at gøre sig selv. Ingen ville gætte han, hvad han i virkeligheden var i stand til at gøre.

Men han havde heller aldrig været den slags mand, der tiltrak sig meget opmærksomhed. Som barn havde han nærmest følt sig usynlig. Nu var han endelig i stand til at bruge sin egen usynlighed til sin egen fordel.

For få øjeblikke siden havde han stået lige ved siden af hende, næppe mere end to meter væk. Hun var i gang med at udvælge en shampoo, og hun have ikke bemærket ham overhovedet.

Han vidste dog allerede en hel del om hende. Han vidste, at hun hed Cindy; at hendes mand ejede et kunstgalleri, og at hun arbejdede i en medicinsk klinik. I dag var en af hendes fridage. Lige nu talte hun i mobiltelefon med nogen - hendes søster, det lød som. Hun grinede ad noget, som personen sagde til hende. Han blev rødglødende af vrede og spekulerede på, om hun grinede ad ham, ligesom alle pigerne plejede. Hans raseri voksede.

Cindy havde shorts, en blusetop og dyre løbesko på. Han havde set hende fra sin bil og ventet, indtil hun var færdig med løbeturen og gik ind hos købmanden. Han kendte hendes rutiner på fridage som denne. Hun ville tage indkøbsvarerne med hjem og lægge dem på plads, tage et bad og køre ud for at møde sin mand til frokost.

Hendes flotte figur skyldtes meget motion. Hun var ikke mere end tredive år gammel, men huden omkring lårene var ikke stram mere. Hun havde sandsynligvis tabt en masse vægt på et eller andet tidspunkt, måske for nylig. Hun var utvivlsomt stolt af det.

Pludselig gik kvinden hen mod den nærmeste kasse. Manden blev overrasket. Hun var færdig med at handle tidligere end normalt. Han skyndte sig for at komme til at stå i kø bag hende og skubbede nærmest en anden kunde til side for at gøre det. I tavshed skældte han sig selv ud.

Da kassedamen talte kvindens varer op, kom han til at stå ekstremt tæt på hende - tæt nok til at dufte hendes krop, som lugtede svedig og skarp efter løbeturen. Det var en lugt, som han forventede at blive meget bedre bekendt med meget snart. Men duften ville blive blandet med endnu en lugt - en, der fascinerede ham på grund af sin mærkværdighed og mystik.

Lugten af smerte og frygt.

For en stund følte manden sig ophidset, en glædeligt lyst blandet med ivrig forventning.

Efter at have betalt for dagligvarerne skubbede hun sin indkøbsvogn ud gennem de automatiske glasdøre og ud på parkeringspladsen.

Han havde ikke travlt med at betale for sine egne indkøbsvarer. Han behøvede ikke at følge efter hende hjem. Han havde allerede været der - havde endda været inde i hendes hus. Han havde endda rørt ved hendes tøj. Han ville genoptage sit forehavende igen, når hun kom fra arbejde.

Det varer ikke længe nu, tænkte han. Slet ikke længe.

*

Da Cindy MacKinnon satte sig ind i sin bil, sad hun et øjeblik og følte sig rystet og uden at vide hvorfor. Hun genkaldte sig den mærkværdige følelse, hun netop havde haft i supermarkedet. Det var en uhyggelig, irrationel følelse af at blive overvåget. Men det var mere end det. Der gik et øjeblik, før hun kunne sætte en finger på, hvad det var.

Endelig indså hun, at det var en følelse af, at nogen havde til hensigt at skade hende.

Hun var dybt rystet. I løbet af de sidste par dage var følelsen kommet og gået. Hun skældte sig selv ud og var sikker på, at det var helt grundløst.

Hun rystede på hovedet for at gøre sig fri af følelsen. Da hun startede sin bil, tvang hun sig til at tænke på noget andet, og hun smilede ved tanken om den telefonsamtale, hun havde haft med sin søster Becky. Senere i eftermiddag ville Cindy hjælpe hende med at holde en stor fødselsdagsfest for hendes treårige datter med masser af fødselsdagskage og balloner.

Det ville blive en smuk dag, tænkte hun.

Kapitel 6

Riley sad i SUV’en ved siden af Bill, da han skiftede gear, kørte Hovedkontorets firehjulstrækker længere op i bjergene, og hun tørrede håndfladerne af i sine bukseben. Hun vidste ikke, hvad hun skulle stille op med håndsveden, og hun vidste heller ikke, hvordan hun skulle håndtere at være her. Efter seks uger væk fra jobbet følte hun sig ude af trit med, hvad hendes krop fortalte hende. At være tilbage føltes surrealistisk.

Riley blev forstyrret af den akavede spænding. Hun og Bill havde nærmest ikke talt under deres timelange kørsel. Deres gamle kammeratskab, deres lethed, deres sorte humor – intet af det var der nu. Riley følte sig helt sikker på, at hun vidste hvorfor Bill var så mærkelig. Det var ikke, fordi han var uhøflig - det var bekymring. Han syntes også at være i tvivl om, hvorvidt hun skulle vende tilbage på jobbet.

De kørte mod Mosby State Park, hvor Bill havde fortalt hende, at han havde set det seneste mordoffer. Imens de gik, lagde Riley intenst mærke til landskabet omkring sig og langsomt fik hun den gamle følelse af professionalisme tilbage. Hun vidste, at hun måtte vende tilbage.

Find det svin og dræb ham for mig.

Maries ord hjemsøgte hende, gik hende på, og gjorde hendes valg enkelt.

Men intet var blot enkelt nu. For det første var hun bekymret for April. At sende hende over og bo hos sin var var ikke ideelt for nogen parter. Men det var lørdag i dag, og Riley ønskede ikke at vente helt til på mandag med at se gerningsstedet.

Den dybe stilhed gjorde hende ængstelig, og hun følte et desperat behovet for at tale. Hun vred sin hjerne for at finde på noget at sige, og endelig sagde hun:

"Nu skal du fortælle mig, hvad der foregår mellem dig og Maggie?"

Bill vendte sig mod hende med et overrasket ansigtsudtryk, og hun vidste ikke, om det skyldtes, at hun brød tavsheden eller hendes spørgsmål uden omsvøb. Uanset hvad, fortrød hun det med det samme. Mange mennesker fortalt hende, at hendes direkte facon kunne virke frastødende. Selv mente hun ikke, at hun var afstumpet - hun havde bare ingen tid at spilde.

Bill trak vejret tungt.

"Hun tror, jeg har en affære."

Riley var overrasket.

"Hvad?"

"Med mit arbejde," sagde Bill og grinende lidt. "Hun tror, jeg har en affære med mit arbejde. Hun tror, jeg elsker alt dette mere end jeg elsker hende. Jeg bliver ved med at sige til hende, at hun er fjollet. Men uanset hvad, så kan jeg ikke lave om på det - ikke mit arbejde i hvert fald. "

Riley rystede på hovedet.

"Det lyder ligesom Ryan Han plejede at blive jaloux som bare fanden, da vi stadig var sammen."

Hun lod være med at fortælle Bill hele sandheden. Hendes eksmand havde ikke været jaloux på Rileys arbejde. Han havde været jaloux på Bill. Hun havde ofte spekuleret på, om Ryan måske havde haft en grund til det. Trods den akavethed, der var imellem dem i dag, følte hun sig rigtig godt tilpas ved at være tæt på Bill. Var det alene en professionel følelse?

"Jeg håber ikke, turen er forgæves," sagde Bill. "Gerningsstedet er blevet ryddet op, bare så du ved det."

"Det ved jeg godt. Jeg vil bare gerne selv se stedet. Billeder og rapporter er ikke nok for mig."

Riley begyndte at føle sig lidt svimmel nu. Hun var temmelig sikker på, at det skyldtes højden, for de klatrede stadig højere. Det kunne også skyldes forventningerne. Hendes håndflader føltes stadig svedige.

"Hvor meget længere?" Spurgte hun, da hun så skoven at blive tættere, og terrænet langt væk.

"Ikke langt."

Et par minutter senere drejede Bill væk fra den asfalterede vej og kørte ind på en ujævn skovvej med dækspor. Køretøjet hoppede af sted og det stoppede cirka en halv kilometer inde i den tætte skov.

Han slukkede for tændingen, vendte sig mod Riley og så bekymret på hende.

"Er du sikker på, at du vil gøre dette?" Spurgte han.

Hun vidste præcis, hvad der bekymrede ham. Han var bange for, at hun ville få flashback tilbage til sin traumatiske fangenskab. Glem ikke, at dette var en helt anden sag og en anden morder.

Hun nikkede.

"Ja, det er jeg sikker på," sagde hun, selvom hun overhovedet ikke var sikker på, at det var sandt.

Hun steg ud af bilen og fulgte i hælene på Bill langs en smal sti gennem skoven. Hun hørte den gurglende lyd af en bæk i nærheden. Efterhånden som beplantningen voksede sig tykkere, måtte hun skubbe sig forbi lavthængende grene, og klæbende skovburrer begyndte at hægte sig på hendes bukser. Hun blev irriteret ved tanken om at skulle fjerne dem.

Til sidst ankom hun og Bill til bredden ved bækken. Riley blev straks ramt af en følelse af, at det var et dejligt sted. Eftermiddagssolens stråler faldt ned gennem trækronerne og spredte et kalejdoskopisk lys ud over det krusende vand. Den konstante gurglen af bækken virkede beroligende. Det var mærkeligt at tænke på dette sted som et forfærdeligt gerningssted.

"Hun blev fundet lige her," sagde Bill og førte hende hen til en stor bred kampesten.

Da de stod der, kiggede Riley rundt og åndede dybt. Ja, det var rigtigt af hende at komme her. Hun begyndte at kunne mærke det.

"Billederne?" Spurgte Riley.

Hun stod foroverbøjet ved siden af Bill på kampestenen, og de begyndte at bladre gennem en mappe fyldt med billeder taget kort efter Reba Fryes lig var blevet fundet. En anden mappe var fyldt med rapporter og billeder af mordet, som hun og Bill havde undersøgt for seks måneder siden - det ene, som de ikke havde opklaret.

Disse billeder bragte levende minder tilbage om den første drab. Det sendte hende direkte tilbage til den gård nær Daggett. Hun huskede, hvordan Rogers var blevet placeret på en lignende måde op ad et træ.

"Meget lig vores gamle sag," bemærkede Riley. "Begge kvinder i trediverne, begge med små børn. Det ser ud til at være en del af hans metode. Han har noget med mødre. Vi er nødt til at tjekke med forældregrupper for at finde ud af, om der er nogen forbindelse mellem de to kvinder eller mellem deres børn."

"Jeg får nogen til at undersøge det," sagde Bill. Han tog noter nu.

Riley fortsatte med at bladre gennem rapporter og fotos og sammenligne dem med det aktuelle gerningssted.

"Der er anvendt den samme metode til kvælning med et lyserødt bånd," bemærkede hun. "Endnu en paryk og den samme type kunstige rose foran kroppen."

Riley holdt to billeder frem side om side.

"Øjne er også syet vidtåbne," sagde hun. "Hvis jeg husker rigtigt, så fandt teknikerne frem til, at Rogers øjne var syet post mortem. Var det også tilfældet med Frye? "

”Ja. Jeg tror, han ville have dem til at se ham, selv efter at de var døde."

Riley følte pludselig en kildrende fornemmelse op langs rygraden. Hun havde næsten glemt den følelse. Hun fik det, når noget vedrørende en sag bare var ved at falde på plade og give mening. Hun vidste ikke, om hun burde føle sig opmuntret eller skræmt.

"Nej," sagde hun. "Det er ikke det. Han var ligeglad med, om kvinderne så ham."

"Hvorfor gjorde han det så?"

Riley svarede ikke. Idéer begyndte at invadere hendes hjerne. Hun var begejstret. Men hun var endnu ikke i stand til at sætte ord på noget af det - ikke engang over for sig selv.

Hun lagde et par fotografier på kampestenen og udpegede detaljerne for Bill.

"De er ikke helt ens," sagde hun. "Liget var ikke så omhyggeligt placeret tilbage i Daggett. Han forsøgte at flytte liget, men det var allerede stift. Min gæt denne gang er, at han bragte hende hertil, før rigor mortis satte ind. Ellers kunne han ikke have sat hende så ... "

Hun undertrykte trangen til at afslutte sætningen med "pænt." Så indså hun, at det netop var den slags ord, hun havde brugt, da hun var på arbejdet, før hun blev fanget og tortureret. Ja, hun var ved at få den gamle gnist tilbage, og den samme gamle, mørke besættelse voksede i hende. Snart ville der ikke være nogen vej tilbage.

Men var det en god ting eller en dårlig ting?

"Hvad er der med Fryes øjne?" Spurgte hun og pegede på et billede. "Det blå ser ikke rigtigt ud."

"Kontaktlinser", svarede Bill.

Den kildrende fornemmelse i Rileys ryg blev stærkere. Eileen Rogers havde ikke haft kontaktlinser på. Det var en vigtig forskel.

"Og hvad er det, som skinner på hendes hud?" Spurgte hun.

"Vaseline," sagde Bill.

En anden vigtig forskel. Hun følte, at prikkerne faldt på plads imponerende hurtigt.

"Hvad har retsmedicin fundet ud af med parykken?" Spurgte hun Bill.

"Intet endnu, bortset fra at den blev klipset sammen af flere stykker af billige parykker."

Spændingen voksede i Riley. Til det sidste mord havde morderen brugt en enkel hel paryk, ikke noget med at lappe den sammen. Ligesom rosen havde den været så billigt, at retsmedicineren ikke kunne spore det. Riley følte, at dele af puslespillet falde på plads - ikke hele puslespillet, men en stor del af det.

"Hvad planlægger retsmedicineren at gøre ved denne paryk?" Spurgte hun.

"Det samme som sidste gang - køre en søgning af dens fibre, prøve at spore den gennem hårstykker."

Riley sagde med en voldsom sikkerhed i stemmen: "Det er spild af tid."

Bill så ud som om, han var fanget på det forkerte ben.

"Hvorfor?"

Hun følte sig en smule utålmodig med Bill, en følelse hun altid fik, når hun befandt sig et eller to skridt foran ham.

"Se på billedet, han forsøger at vise os. Blå kontaktlinser for at få øjnene til at se ud som om de ikke er ægte. Øjenlågene sys, så øjnene fremstår vidt åbne. Liget er oprejst, benene spredt ud på en uhyggelig måde. Vaseline for at få huden til at ligne plastik. En paryk klippes sammen af små parykker - ikke menneskelige parykker, dukkeparykker. Han ønskede, at begge ofre skulle se ud som dukker – som udstillde nøgne dukker."

"I guder," sagde Bill og tog lynhurtigt noter. "Hvorfor så vi det ikke sidste gang, tilbage i Daggett?"

Svaret syntes så indlysende for Riley, at hun stønnede utålmodigt.

"Han var ikke god nok til det endnu," sagde hun. "Han var stadig ved at finde ud af, hvordan man sender beskeden. Han lærer det henad vejen. "

Bill så op fra sin notesblok og rystede på hovedet.

”For fanden, jeg har savnet dig."

Så meget som hun værdsatte en kompliment, vidste Riley, at en endnu større erkendelse var på vej. Og hun vidste efter mange års erfaring, at man ikke kunne tvinge det. Hun var simpelthen nødt til at slappe af og lade det komme til hende uden forbehold. Hun lænede sig op ad kampestenen og ventede på, at det skete. Imens hun ventede, pillede hun de idiotiske skovburrer af sine bukser ben.

Hvor er det dog irriterende, tænkte hun.

Pludselig faldt hendes blik på stenfladen under hendes fødder. Andre små skovburrer, nogle af dem hele, andre brækket i små stykker, lå sammen med de skovburrer, hun pillede af nu.

"Bill," sagde hun med stemmen skælvende af ophidselse, "var disse små skovburrer her, da I fandt liget?"

Bill trak på skuldrene. "Det ved jeg ikke."

Hendes hænder rystede, og hun svedte mere end nogensinde før, da hun greb en håndfuld billeder og bladrede dem igennem, indtil hun fandt en forside af liget. De var der mellem hendes spredte ben og lige rundt om rosen en gruppe små skovburer. Men ingen havde troet, at de var vigtige. Ingen havde gidet at tage et nærbillede af det. Og ingen havde gidet feje dem væk, da gerningsstedet blev ryddet op.

Riley lukkede øjnene og der var fuldt gang i hendes fantasi. Hun følte sig let i hovedet, nærmest svimmel. Det var en fornemmelse, hun kendte alt for godt - en følelse af at falde i en afgrund, i et forfærdelig sort hul, som var morderens onde sind. Hun satte sig i hans sted. Det var et farligt og skræmmende sted at være. Men det var her, hun hørte til, i det mindste lige nu. Hun omfavnede det.

Hun følte morderen selvsikkerhed, da han slæbte liget ned ad stien til bækken, helt sikker på at han ikke ville blive opdaget, og han havde slet ikke travlt. Han kunne sagtens have nynnet eller fløjtet på vejen. Hun følte hans tålmodighed, hans kraft og dygtighed, da han arrangerede liget på kampestenen.

Og hun så det grimme tableau med hans øjne. Hun følte hans dybe tilfredshed over et veludført arbejde - den samme varme følelse af selvtilfredshed, som hun altid følte, når hun havde opklaret en sag. Han havde lænet sig op ad denne sten og holdt pause i et øjeblik - eller så længe han havde lyst til - for beundre sit eget håndværk.

Og imens han gjorde det, havde han pillet skovburrene af sine bukser. Han tog sig god tid til det. Han ville ikke gå, før han var fri for dem og helt ren. Og hun kunne næsten høre ham sige sine egne ord højt.

"Hvor er det dog irriterende."

Ja, han havde endda taget sig tid til at fjerne skovburrene.

Riley gispede, og hendes øjne åbnede sig. Da hun mærkede skovburrene i sin egen hånd, bemærkede hun, hvor klæbrige de var, og at skarpe spidser kunne rive en til blods.

"Indsaml disse skovburrer," forlangte hun. "Så kan vi måske få lidt DNA."

Bills øjne udspilede sig, og han tog straks en plasticpose og en pincet frem. Mens han arbejdede, kørte hendes tanker på højtryk, for hun var ikke færdig endnu.

"Vi har taget fejl hele tiden," sagde hun. "Dette er ikke hans andet mord. Det er hans tredje."

Bill stoppede og kiggede på hende, tydeligvis overrasket.

"Hvordan ved du det?" spurgte Bill.

Riley spændte i hele kroppen, imens hun forsøgte at få dens skælven under kontrol.

"Han er blevet for dygtig. Hans lærlingetid er forbi. Han er professionel nu. Og han er i sit es. Han elsker sit arbejde. Nej, det er mindst hans tredje gang."

Rileys hals snørede sig sammen, og og hun svælgede hårdt.

"Og der vil ikke være lang tid til den næste."