Hu, jeg kunde æde flint!
Slip mig!
Ja, ifald du lover —
Intet! Jeg vil med der over.
De skal vide, hvem du er!
Nej, du får nok vente her.
Aldri! Jeg vil med i laget
Får ej lov.
Hvad vil du gjøre?
Sette dig på kværnetaget
(sætter hende derop. ÅSE skriger).
Løft mig ned!
Ja vil du hø – ?
Sludder!
Snille moer, jeg beer —
(kaster en græstørv efter ham)
Løft mig ned på timen, Peer!
Turde jeg, så visst jeg vilde.
(nærmere)
Husk nu på at sidde stille.
Ikke spark og spænd med benene;
ikke riv og rusk i stenene, —
eller kan det gå dig ilde;
du kan dratte ned.
Dit bæst!
Ikke spræl!
Gid du var blæst
som en bytting ut af verden!
Fy da, moer!
Tvi
Giv mig heller
din velsignelse til færden.
Vil du? Hvad?
Jeg vil dig dænge,
om du end er nok så stor!
Ja, far vel da, kære moer!
Hav nu tål; jeg blir ej længe.
(Går, men vender sig, løfter fingeren formanende og siger.)
Husk så på du ikke spræller!
(går).
Peer! – Gid hjælpe mig, nu går han!
Bukkesprænger! Løgnhals! Hej,
vil du høre! – Nej, der skrår han over jordet – !
(Skrigende.)
Hjælp! Jeg svimler!
(to kærringer med sække på ryggen kommer nedover til kværnen).
Kors; hvem skriger?
Der er mig!
Åse! Se, – så høyt på strå?
Dette her vil lidt forslå; —
snart Gud bedre mig, jeg himler!
Signe rejsen!
Hent en stige;
jeg vil ned! Den fandens Peer —
Sønnen jers?
Nu kan I sige,
I har set, hvor han sig ter.
Vi skal vidne.
Hjælp mig bare;
jeg vil bent til Hægstad fare —
Er han der?
Så blir I hævnet;
smeden kommer og til stævnet.
(vrider hænderene)
Å, Gud trøste mig for gutten;
de tar livet hans til slutten!
Ak, den lod er tidtnok drøftet;
trøst jer med, det er så laget!
Hun er rent fra sans og vid.
(Råber opover.)
Ejvind, Anders! Hej, kom hid!
Hvad er fat?
Peer Gynt har løftet
moer sin op på kværnetaget!
(En liten højde med busker og lyng. Bygdevejen går bagenfor; et gærde skiller imellem.)
Der ligger Hægstad. Snart er jeg fremme.
(Stiger halvt over; så betænker han sig.)
Skal tro, hun Ingrid sidder ensom hjemme?
(Skygger for øjnene og ser bortover.)
Nei. Sendingsfolk myldrer tilgårde som myg. —
Hm, det er kanske rettest jeg vender.
(Trækker atter benet til sig).
Stødt så flirer de bag ens ryg,
og tisker, så det tvers igennem en brænder.
(Går nogle skridt fra gærdet og river tankespredt i løvet.)
Den som havde noget stærkt at drikke.
Eller den, som kunde gå uformærkt. —
Eller den, som var ukendt. – Noget rigtig stærkt
var bedst, for så bider latteren ikke.
(Ser med engang ligesom forskremt omkring sig; derpå skjuler han sig imellem buskene. Nogle folk med sendingskost går forbi nedover mod bryllupsgården.)
(i samtalen)
Faer hans var fordrukken, og moer hans er låk.
Ja, så får en ikke undres på at gutten blir et drog.
(Folkene går videre. Lidt efter kommer Peer Gynt frem; han er skamrød i ansigtet og kiger efter dem.)
(sagte)
Å, lad dem snakke!
De kan da vel ikke livet av mig rakke.
(Kaster sig ned i lyngbakken, ligger længe på ryggen med hændene under hovedet og stirrer op i luften.)
For en underlig sky. Den ligner en hest.
Der er mand på med, – og sadel – og grime. —
Bagefter rider en kærringpå en lime.
(Ler småt ved sig selv.)
Det er moer. Hun skælder og skriegr: dir bæst;
hejda, Peer! —
(Lidt efter lidt lukker han øjnene.)
Ja, nu er hun bange. —
Peer Gynt rider først, og der følger ham mange. —
Hesten har sølvtop og guldsko fire.
Selv har han handsker og sabel og slire.
Kåben er sid og med silke foret.
Gilde er de, som ham følger i sporet.
Ingen dog sidder så stout på folen.
Ingen dog glittrer som han imod solen. —
Neder står folk i klynger langs gærdet,
løfter på hatten og glaner ivejret.
Kvinderne nejer sig. Alle kan kende
kejser Peer Gynt og hans tusende svende.
Tolvskillingsstykker og blanke marker
ned han som småsten på vejen sparker.
Rige som grever blir alle i bygden.
Peer Gynt rider tvers over havet i højden.
Engellands prins står på stranden og venter.
Det samme gør alle Engellands jenter.
Engellands stormænd og Engellands kejser,
der Peer rider frem, sig fra højbordet rejser.
Kejseren letter på kronen og siger —
(til nogle andre, idet de går forbi hinsides gærdet)
Nej, se da; Peer Gynt, det drukne svin – !
(farer halvt ivejret)
Hvad, kejser – !
(læner sig til gærdet og smågriner)
Rejs på dig, gutten min!
Hvad djævelen! Smeden! Hvad godt vil du?
(til de andre)
Lunde-sviren hænger nok i ham endu.
(springer op)
Gå med det gode.
Jeg skal så, ja.
Men karl, hvor kommer de sidst ifra?
Sex uger væk. Var du bergtagen? Hvad!
Jeg har gjort underlige gerninger, smed!
Lad os høre, Peer!
(Blinker til de andre.)
Kommer ingen ved.
(lidt efter)
Du skal vel til Hægstad?
Nej.
En tid
de sagde, jenten derborte var dig blid.
Du svarte kortp – !
(viger lidt)
Ikek harm dig, Peer!
Har Ingrid vraget dig, så finds jo fler – ;
tænk; søn til Jon Gynt! Følg med tilgårds;
der kommer både ung-lam og enker tilårs —
Til helved – !
Du finder nok en som vil ha’e dig. —
God kveld! Nu hilser jeg bruden fra dig. —
(De går under latter og hvisken.)
(ser efter dem, gør et kast og vender sig halvt om)
For mig kan Hægstad-jenten sig gifte
med hvem hun vil. Jeg er lige sæl!
(Ser nedover sig.)
Brogen revnet. Fillet og fæl. —
Den, som havde noget nyt at skifte.
(Stamper i bakken.)
Kunde jeg med et slagtertag
rive dem ringeagten ud af bringen!
(Ser sig plutslig om.)
Hvad er det? Hvem er det, som flirer derbag?
Hm, jeg syntes så visst – . Nej, det var nok ingen. —
Jeg vil hjem til moer.
(Gåt opover, men standser igen og lytter mod bryllupsgården.)
De spiller til dans!
(Stirrer og lytter; går skridtvis nedover; øjnne lyser; han gnider sig langsad benene.)
For et mylder av jenter! Syv-otte tilmands!
Å, piskende død, – jeg må med i laget! —
Men moer, som sidder på kværnetaget —
(øjnene drages nedover igen; han hopper og ler).
Hejsan, hvor hallingen går over tråkken!
Ja, han Guttorm med felen er glup!
Det låter og sprætter, som fos i et stup.
Og så hele den glittrende jenteflokken! —
Ja piskande død må jeg med i laget!
(Sætter med et spring over gærdet og nedover vejen.)
(Tunet på Hægstad. Stuebygningen længst tilbake. Mange gæster. Dansen går livligt borte på græsvolden. Spillemanden sidder på et bord. Køgemesteren står i døren. Kokkekoner går frem og tilbake mellom bygningene; ældre folk sidder hist og her i samtale.)
(tager plads i en klynge, siddende på nogle tømmerstokke)
Bruden? Å, ja visst græder hun lidt;
men det skal en aldri ændse.
(i en anden flok)
Nu får I, godtfolk, på dunken lænse.
Tak, som byder; men du skænker for tidt.
(til spillemanden, idet han flyver forbi med en jente ved hånden)
Hejsan, Guttorm, spar ikke strengene!
Stryg, så det ljomer udover engene.
(i ring om en gut, som danser)
Gjildt kast var det!
Han er spenstig i læggen!
(dansende)
Her her højt til loftet og vidt til væggen!
(smågredende, nærmer sig faderen, som står i samtale med et par andre, og trækker ham i trøjen)
Hun vil ikke, faer; hun er så kaut!
Hvad vil hun ikke?!
Hun har stængt sig inde.
Nå, så se du kan nøglen finde!
Jeg ved ikke vejen!
Du er et naut!
(Vender sig til de andre igjen. Brudgommen driver bortover tunet.)
(fra bagsiden af huset)
Jenter! Nu kommer der liv i tingen!
Peer Gynt er på gården!
(der nys er trådt til)
Hvem har bedt ham?
Ingen.
(til de andre)
Nej; vi lader, som vi aldri så ham.
(kommer livfuld og hed, standser midt for flokken og slår i hænderene)
Hvem er den sprækeste jente i ringen?
(til hvem han nærmer sig)
Ikke jeg.
(ligeså)
Ikke jeg.
Ja, jeg ikke heller.
(til den fjerde)
Så kom da du, før en bedre sig melder
(vender sig)
Har ikke tid.
(til en femte)
Så du!
(idet hun går)
Jeg skal hjem.
I kveld? Er du rent fra sans og samling?
(lidt efter, halvhøjt)
Peer; der går hun til dans med en gamling.
(vender sig raskt til en ældre mand)
Hvor er de ledige, du?
Find dem frem.
(Går fra ham.)
(Peer Gynt er med et bleven stille. Han skotter skult og sky mod flokken. Alle ser på ham, men ingen taler. Han nærmer sig andre klynger. Hvor han kommer bliver der taushed; fjerner han sig, smiler man og ser efter ham.)
Hvem har bedt ham?
(sagte)
Øjekast; sylhvasse tanker og smil.
Det gnisler, som sagbladet under en fil!
(Han stryger sig langs gærdet. SOLVEJG, med lille Helga ved hånden, kommer ind på tunet ifølge med forældrene.)
(til en anden i nærheden af Peer Gynt)
Se indflytterfolket.
De vesterfra?
Ja, de fra Hedalen.
Rigtig, ja!
(træder ivejen for de kommende, peger på SOLVEJG og spørger manden)
Får jeg danse med datteren din?
(stille)
Får så; men først må vi ind og hilse på folket i huset.
(De går ind.)
(til Peer Gynt, idet han byder drikke)
Er du kommen, skal du vel stikke på kruset?
(ser ufravendt efter de gående)
Tak; jeg skal danse. Jeg har ingen tørst.
(Køgenmesteren går fra ham. Peer Gynt ser mod huset og ler.)
Hvor lys! Nej, skulde du set en slig!
Skotted ned på skoen og det hvide sprede – !
Og så holdt hun i moderems skørteflig,
og bar en samlebog svøbt i et klæde – !
Jeg må se på den jenten.
(Vil ind i stuen.)
(kommer med flere derfra)
Peer, går du alt fra dansen?
Nej.
Men så stævner du galt!
(Tager ham i akslen for at vende ham.)
Lad mig slippe forbi!
Er du ræd for smeden
Jeg ræd?
Ja, du minds vel på Lunde forleden?
(Flokker ler og går ned på danseplassen.)
(i døren)
Du er visst den gutten, som vilde danse?
Ja vel er jeg det; kan du ikke sanse?
(tager henne i hånden)
Kom så
Ikke for langt, sa’e moer!
Sa’e moer? Se’e moer! Er du født ifjor?
Du gjør nar – !
Du er dog en unge næsten
Er du voxen?
Jeg gik ivåres til presten.
Sig navnet dit, tøs, så snakker vi lettere.
Jeg heder Solvejg. – Og hvad heder du?
Peer Gynt
(trækker hånden til sig)
Å, kors da?
Hvad er det nu?
Mit strømpebånd er løst; jeg må binde det tættere.
(Går fra ham.)
(trekker i sin moder)
Moer, hun vil ikke – !
Vil ikke? Hvad?
Vil ikke, moer!
Hvad?
Lette på låsen.
(sagte og arrig)
Å, du var værd at bindes i båsen!
Nå, skæld ikke. Stakkar, han blir nok bra’.
(De går bortover.)
(som kommer med en hel sværm fra dansepladsen)
Lidt brændevin, Peer?.
Nej.
Bare lidt?
(ser mørkt på ham)
Har du noget?
Det kunde nok hende
(trækker en lommeflaske frem og drikker).
Åh! hvor det river! – Nå?
Lad mig kende.
(Drikker.)
Nå får du også smage på mit.
О проекте
О подписке