Den runde, middelaldrende guatemalanske kvinde kom ud af køkkenet og tørrede hænderne med et viskestykke. Det var godt at se Gabrielas smilende ansigt. Hun havde været familiens husholderske i årevis, længe før Riley var blevet skilt fra Ryan. Riley var taknemmelig for, at Gabriela havde accepteret at flytte ind sammen med hende og hendes datter.

”Hvordan har din dag været?” spurgte Gabriela.

”Fantastisk,” sagde Riley.

“Det var godt!”

Gabriela forsvandt tilbage i køkkenet. Der duftede dejligt af middagsmad i hele huset. Hun hørte Gabriela begynde at synge på spansk.

Riley stod i sin stue og nød omgivelserne. Hun og hendes datter var flyttet ind for nylig. Det lille hus på landet, som de havde boet i efter at hendes ægteskab gik i stykker, havde ligget for isoleret til, at det var trygt at bo der. Desuden havde Riley følt et presserende behov for forandring, både for sig selv og April. Nu hvor hun endelig var blevet skilt, og Ryan var generøs med børnebidrag, var det på tide at skabe et helt nyt liv.

Der var stadig et par ting, som skulle ordnes. Nogle af møblerne var temmelig gamle og malplacerede i så fint et hjem. Hun skulle finde nye møbler. En af væggene så temmelig bar ud, og Riley havde ingen anelse om, hvilke billeder hun skulle hænge op. Hun mindede sig selv om at tage på indkøbstur med April den kommende weekend. Den idé fik Riley til at føle sig godt tilpas og som en kvinde med et dejligt familieliv i stedet for en FBI-agent, der er på jagt efter sindssyge mordere.

Nu spekulerer hun på – hvor var April?

Hun stoppede og lyttede. Der lød ingen musik fra Aprils værelse på første sal. Så hørte hun sin datter skrige.

Aprils stemme kom fra baghaven. Riley gispede og skyndte sig gennem spisestuen og ud på den store terrasse. Da hun så Aprils ansigt og overkrop komme til syne over hegnet ind til naboen, gik der et øjeblik, før Riley forstod, hvad der foregik. Så slappede hun af og lo ad sig selv. Hendes panik havde været en overreaktion. Men den havde været instinktivt. For nylig havde Riley reddet April ud af kløerne på en gal morder, der målrettet havde kidnappet April for at hævne sig på hendes mor.

April forsvandt ud af syne og dukkede derefter op igen, imens hun skreg af glæde. Hun hoppede på naboens trampolin. Hun var blevet venner med pigen, der boede ved siden af, en teenager på Aprils egen alder, som endda gik på den samme skole.

”Vær forsigtig!” råbte Riley til April.

”Jeg har det fint, mor!” råbte April stakåndet tilbage.

Riley lo igen. Det var en fremmed lyd, der stammede fra følelser, hun næsten havde glemt. Hun ville øve sig i at grine igen.

Hun ville også vænne sig til datterens glade ansigtsudtryk. Det virkede nærmest som i går, at April havde været en frygtelig oprørsk og sløv teenager. Riley kunne næppe bebrejde April. Riley vidste, at hun ikke altid havde været en særlig god mor. Men hun gjorde alt, hvad hun kunne, for at ændre det nu.

En ting, hun især godt kunne lide ved at være på sygeorlov fra feltarbejdet med dets lange, uforudsigelige arbejdstimer, ofte på fjerntliggende steder, var, at hendes dagsrytme passede sammen med Aprils. Riley var bekymret for, hvad der ville ske, når det en dag ændrede sig igen.

Det er bedst at nyde det, imens jeg kan, tænkte hun.

Riley gik ind i huset lige tidsnok til at høre dørklokken.

Hun råbte: ”Jeg åbner selv, Gabriela.”

Hun åbnede døren og blev overrasket over at stå ansigt til ansigt med en smilende mand, hun ikke havde set før.

”Hej,” sagde han lidt genert. ”Jeg hedder Blaine Hildreth og bor inde ved siden af. Din datter er derovre lige nu sammen med min datter, Crystal.” Han rakte en gaveæske frem mod Riley og tilføjede: “Velkommen til kvarteret. Jeg har taget en indflyttergave med.”

”Åh,” sagde Riley. Hun blev forskrækket over den usædvanlige hjertelighed. Det tog hende et øjeblik at sige: ”Mange tak, kom ind.”

Hun tog kejtet imod gaveæsken og bad ham om at sætte sig ind i stuen. Riley satte sig på sofaen og holdt gaveæsken i skødet. Blaine Hildreth kiggede forventningsfuldt på hende.

”Det er meget venligt af dig,” sagde hun og åbnede pakken. Den indeholdt to sæt farverige kaffekrus. To krus var dekoreret med sommerfugle og de to andre krus med blomster.

”De er pæne,” sagde Riley. ”Vil du have noget kaffe?”

”Meget gerne,” sagde Blaine.

Riley kaldte på Gabriela, der kom ind fra køkkenet.

”Gabriela, vil du lave noget kaffe til os?” sagde hun og rakte hende to af krusene. "Blaine, hvordan foretrækker du din kaffe?”

”Sort, tak.”

Gabriela tog krusene med ud i køkkenet.

”Jeg hedder Riley Paige,” sagde hun til Blaine. ”Tak, fordi du kommer forbi. Og tak for gaven.”

”Selv tak,” sagde Blaine.

Gabriela vendte tilbage med to krus dejlig varm kaffe og gik derefter tilbage for at arbejde i køkkenet. Riley tjekkede lidt forlegent sin mandlige nabo ud. Nu, hvor hun var single, kunne hun ikke modstå trangen. Hun håbede ikke, at han lagde mærke til det.

Nå, ja, tænkte hun. Måske tjekker han også mig ud.

Det første, hun lagde mærke til, var, at han ikke havde nogen vielsesring. Enke eller skilt, tænkte hun.

Dernæst vurderede hun, at han var på hendes egen alder, måske lidt yngre, måske i slutningen af trediverne.

Sidst, men ikke mindst, var han en flot fyr – eller han så i hvert fald rimelig godt ud. Han havde en vigende hårgrænse, men det gjorde ikke noget. Og han så slank og veltrænet ud.

”Så, hvad laver du?” spurgte Riley.

Blaine trak på skuldrene. ”Jeg ejer en restaurant. Kender du Blaines Grillbar inde i centrum?”

Riley var imponeret. Blaines Grillbar var en af de bedste og hyggeligste frokostrestauranter i Fredericksburg. Hun havde hørt, at det var et fantastisk sted at spise middag, men havde endnu ikke selv prøvet det.

”Jeg har været der,” sagde hun.

”Det er min restaurant,” sagde Blaine. ”Og hvad laver du?”

Riley tog en dyb indånding. Det var aldrig let at fortælle en fuldstændig fremmed, hvad hun arbejdede med. Især mænd følte sig nogen gange truet.

”Jeg arbejder for FBI,” sagde hun. ”Jeg er FBI-agent.”

Blaines øjne blev store.

”Er det sandt?” spurgte han.

”Ja, men jeg har orlov i øjeblikket. Jeg underviser på akademiet.”

Blaine lænede sig mod hende med voksende interesse.

”Imponerende. Jeg er sikker på, at du kan fortælle nogle vilde historier. Jeg vil meget gerne høre en.”

Riley lo lidt nervøst. Hun spekulerede på, om hun nogensinde kunne fortælle nogen uden for FBI om nogle af de ting, hun havde set. Det ville være endnu sværere at tale om nogle af de ting, hun havde gjort.

”Det tror jeg ikke,” svarede hun lidt skarpt. Blaine stivnede, og Riley indså, at hendes tonefald var temmelig uhøfligt.

Han dukkede nakken og sagde: ”Undskyld. Jeg vil ikke trænge mig på.”

De småsnakkede lidt, men Riley blev klar over, at hendes nye nabo blev mere forbeholden. Da han høfligt havde sagt farvel og var taget af sted, lukkede Riley døren bag sig med et suk. Hun var ikke tilgængelig. Kvinden, der havde startet et nyt liv, var stadig den samme gamle Riley.

Men hun sagde til sig selv, at det ikke betød noget i øjeblikket. Det sidste, hun havde brug for lige nu, var et trøsteforhold. Hun havde brug for seriøst at rydde op i sit liv, og hun var netop begyndt at gøre fremskridt.

Alligevel havde det været rart at tale med en attraktiv mand i nogle minutter, og hun var lettet over endelig at have naboer igen – det var hyggeligt.

*

Da Riley og April sad ved middagsbordet, kunne April ikke holde fingrene væk fra sin smartphone.

”Hold op med at sende beskeder,” sagde Riley. ”Vi spiser aftensmad.”

”Om lidt, mor,” sagde April. Hun fortsatte med at skrive sms’er.

Riley blev kun mildt irriteret over Aprils teenageadfærd. Sandheden var, at der bestemt var fordele. April klarede sig godt i skolen i år og havde fået nye venner. Så vidt Riley kunne se, var de en flok mere velopdragne unge end dem, som April tidlige havde haft som venner. Riley gættede på, at April lige nu sms'ede med en fyr, hun var interesseret i. April havde dog ikke selv sagt noget om ham endnu.

April holdt op med at sende beskeder, da Gabriela kom ind fra køkkenet med et fad med chiles rellenos. Da hun satte de dampende, saftigt fyldte peberfrugter på køkkenbordet, fniste April ondskabsfuldt.

”Har du krydret dem nok, Gabriela?” spurgte hun.

”Sí,” sagde Gabriela og fniste også.

Det var en tilbagevendende vittighed iblandt de tre. Ryan kunne ikke lide fødevarer, der var for krydrede. Faktisk kunne han slet ikke spise dem. April og Riley, derimod, foretrak masser af krydderier. Gabriela behøvede ikke længere at holde sig tilbage med krydderierne – eller i det mindste ikke så meget, som hun plejede at gøre. Riley tvivlede på, at hun eller April selv kunne lave mad efter Gabrielas originale guatemalanske opskrifter.

Da Gabriela var færdig med at sætte maden frem til dem alle tre, spurgte hun Riley: ”Var han ikke en flot fyr?”

Riley rødmede. ”En flot fyr? Det lagde jeg ikke mærke til, Gabriela.”

Gabriela lo. Hun satte sig ned for at spise sammen med dem og begyndte at nynne en lille melodi. Riley gættede på, at det var en guatemalansk kærlighedssang. April stirrede på sin mor.

”Hvilken mand, mor?” spurgte hun.

”Øh, vores nabo kom ind for lidt siden ...”

April afbrød hende ophidset. ”Åh, mor! Var det Crystals far? Det var det, ikke! Er han ikke flot?”

”Og jeg tror, han er single,” sagde Gabriela.

”Slap lige af,” sagde Riley og lo. ”Jeg vil bare gerne leve. Jeg har ikke brug for, at I to forsøger at smede mig sammen med fyren inde ved siden af.”

De stak alle sammen gaflerne i de fyldte peberfrugter, og middagen var næsten færdig, da Riley mærkede den vibrerende mobil i lommen.

Fandens osse, tænkte hun. Jeg skulle ikke have taget den med ind til bordet.

Mobilens summen fortsatte. Hun kunne ikke så godt lade være med at besvare opkaldet. Siden hun var kommet hjem, havde Brent Meredith skrevet yderligere to beskeder, og hun blev ved med at sige til sig selv, at hun ville ringe til ham senere. Hun kunne ikke udskyde det længere. Hun undskyldte, rejste sig fra bordet og besvarede telefonopkaldet.

”Riley, undskyld, jeg forstyrrer,” sagde hendes chef. ”Men jeg har virkelig brug for din hjælp.”

Riley blev foruroliget over at høre Meredith kalde hende ved fornavn. Det var sjældent. Selvom hun havde et godt forhold til ham, plejede han at kalde hende agent Paige. Han var normalt typen, der gik direkte til sagen, og han var undertiden brysk.

”Hvad drejer det sig om, chef?” spurgte Riley.

Meredith tav et øjeblik. Riley spekulerede på, hvorfor han var så tilbageholdende. Hun blev i dårligt humør. Hun var sikker på, at det netop var den nyhed, hun havde frygtet skulle komme.

”Riley, jeg vil bede dig om en personlig tjeneste,” sagde han og lød meget mindre kommanderende end normalt. ”Jeg er blevet bedt om at undersøge et mord i Phoenix.”

Riley blev overrasket. ”Et enkelt mord?” spurgte hun. ”Hvorfor er der brug for FBI?”

”Én af mine gamle venner er på feltkontoret i Phoenix,” sagde Meredith. “Garrett Holbrook. Vi gik sammen på akademiet. Hans søster Nancy var offeret.”

”Jeg beklager,” sagde Riley. “Men det lokale politi ...”

Der var en sjælden appel i Merediths stemme.

”Garrett har virkelig brug for vores hjælp. Nancy var prostitueret. Hun forsvandt, og senere fandt man hendes lig i en sø. Han ønsker, at vi skal undersøge det som et seriemord.

Anmodningen var virkelig mærkelig for Riley. Prostituerede forsvandt ofte uden at blive dræbt. Nogen gange besluttede de sig for at arbejde et andet sted. Eller bare stoppe med prostitutionen.

”Hvorfor har han grund til at tro det?” spurgte hun.

”Jeg ved det ikke, sagde Meredith. ”Måske tænker han sådan, fordi han gerne vil have os på sagen. Men du ved godt, det er sandt, at prostituerede ofte ender som ofre for seriemordere.”

Riley vidste, at det var sandt. Prostitueredes livsstil bragte dem i højrisikogruppen. De var synlige og tilgængelige, alene med fremmede, og ofte var de også stofafhængige.

Meredith fortsatte: ”Han ringede til mig personligt. Jeg lovede ham, at jeg ville sende mine allerbedste folk til Phoenix. Og det inkluderer selvfølgelig dig.”

Riley var påvirket af situationen. Meredith gjorde det ikke nemt for hende at sige nej.

”Prøv lige at forstå, chef,” sagde hun. ”Jeg kan ikke bare påtage mig en ny sag.”

Riley følte sig en smule uærlig. Kan ikke eller vil ikke? spurgte hun sig selv. Efter hun var blevet taget til fange og tortureret af en seriemorder, havde alle insisteret på, at hun skulle tage orlov fra jobbet. Hun prøvede at efterleve det, men var samtidig desperat efter at være tilbage på arbejde. Nu spekulerede hun på, hvad denne desperation virkelig havde handlet om. Hun havde været hensynsløs og selvdestruktiv og havde haft helvedes svært ved at få sit liv under kontrol. Da hun omsider havde dræbt Peterson, sin plageånd, havde hun troet, at alt ville gå i orden. Men han hjemsøgte hende stadig, og hun havde fået nye problemer i kølvandet på den seneste sag.

Efter en pause tilføjede hun: ”Jeg har brug for mere tid væk fra jobbet. Jeg er stadig teknisk set på orlov og prøver virkelig at få styr på mit liv.”

En lang tavshed fulgte. Det lød ikke, som om Meredith ville diskutere eller tvinge hende. Men han ville heller ikke sige, at det var OK, at hun ikke tog sagen. Han fastholdt presset.

Hun hørte Meredith komme med et langt, trist suk. ”Garrett har følt sig som en fremmed over for Nancy i årevis. Nu piner det ham, hvad der er sket med hende. Jeg tror, der er en lektie at lære, ikke? Tag ikke nogen i dit liv for givet. Ræk altid hånden ud.”

Riley tabte næsten mobilen. Merediths ord ramte noget i hende, som hun ikke havde beskæftiget sig med længe. Riley havde mistet kontakten med sin egen ældre søster for år tilbage. De var fremmede for hinanden, og hun havde ikke engang tænkt på Wendy i lang tid. Hun anede ikke, hvordan hendes egen søster havde det.

Efter endnu en pause sagde Meredith: ”Lov mig, at du tænker over.”

”Det vil jeg gøre,” sagde Riley.

De afsluttede samtalen.

Hun følte sig forfærdelig til mode. Meredith havde hjulpet hende igennem nogle forfærdelige stunder, og han havde aldrig før vist sådan en sårbarhed over for hende. Hun hadede tanken om at svige ham. Og hun havde lige lovet ham at tænke over det.

Og uanset, hvor desperat hun var, var Riley ikke sikker på, at hun kunne sige nej.