Åse, en Bondes Enke.
Peer Gynt, hendes Søn.
To Kjærringer med Kornsække.
Aslak, en Smed.
Bryllupsgjæster. Kjögemester. Spillemand, o. s. v.
Et Par Indflytterfolk.
Solvejg og lille Helga, deres Døtrre.
Bonden på Hæggstad.
Ingrid, hans Datter.
Brudgommen og hans Forældre.
Tre Sæterjenter.
En grönklædt Kvinde.
Dovregubben.
Et Hoftrold. Flere lignende. Troldjomfruer og Troldunger. Et Par Hexe.
Tomtegubber, Nisser, Hougfolk, o. s. v.
En stygg Unge.
En Stemme i mörket. Fugleskrig.
Kari, en Husmandskone.
Master Cotton, Monsieur Ballon, Deherrer v. Eberkopf og Trumpeterstråle, rejsende Herrer.
En Tyv og en Hæler.
Anitra, en Beduinhøvdings Datter.
Arabere, Slavinder, dansende Piger, o. s. v.
Memnonstötten (syngende).
Sfinxen ved Gizeh (stum Person.)
Begriffenfeldt, Professor, Dr. phil., Forstander for Dårekisten i Kairo.
Huhu, en Målstrever fra Malebarkysten. Hussejn, en østerlandsk Minister.
En Fellah med en Kongemumie.
Flere Dårekistelemmer samt deres Vogtere.
En norsk Skipper og hans Mandskab. En fremmed Passager.
En Prest. Et Ligfölge. En Lensmand. En Knappestöber. En mager Person.
(En lid med lövtrær nær ÅSEs gård. En elv fosser nedover. Et gammelt kværnehus på den anden side. Hed sommerdag.)
(Peer Gynt, en stærkbygget tyveårs gut, kommer nedover Gangstien. ÅSE, moderen, liden og fin, fölger efter. Hun er vred og skjælder.)
Peer du lyver!
Nei, jeg gjør ej!
Nå, så band på, det er sandt!
Hvorfor bande?
Tvi; du tør ej!
Alt ihob er tøv og tant!
Det er sandt – hvert evigt ord!
(foran ham)
Og du skjæms ej for din moer?
Først så render du tillfjelds
månedsvis i travle ånnen,
for at vejde ren på fånnen,
kommer hjem med reven pels,
uden byrse, uden vildt; —
og tillslut med åbne øjne
mener du at få meg bildt
ind de værste skytterløgne! —
Nå, hvor traf du så den bukken?
Vest ved Gjendin.
(ler spotsk)
Rigtig, ja!
Hvasse vinden bar ifra;
bak et oreholdt forstukken
han i skaresneen grov
efter lav —
(som før)
Ja rigtig, ja!
Pusten holdt jeg, stod og lytted,
hørte knirken af hans hov,
så av ene hornet grenene.
Derpå varsomt mellem stenene
frem på bugen jeg meg flytted.
Gjemt i røsen opp jeg glytted; —
slig en bukk, så blank og fed,
skulde du vel aldrig set!
Nej, bevares vel!
Det smaldt!
Bukken stupte bums i bakken.
Men i samme stund, han faldt,
sad jeg skrævs på bukkeryggen,
greb ham i det venstre øre,
vilde netopp kniven kjøre
bagom skolten ind i nakken; —
hej! da skreg han vildt, den styggen,
stod med et på alle fire,
slog mig med et agterkast
ud av næven kniv og slire,
skrued mig om lænden fast,
stemte hornene mod læggen,
klemte mig, som i en tang; —
dermed satte han på sprang
bent fremover Gjendin-eggen!
(uvilkårligt)
Jesu navn da – !
Har du sett den
Gjendin-eggen nogen gang?
Den er halve milen lang,
hvass bortefter, som en ljå.
Udfor bræer, skred og lider,
rakt nedover urder grå,
kan en se till begge sider
lukt i vandene, som blunder
svarte, tunge, mer enn tretten —
hundred alen nedenunder. —
Langsmed eggen han og jeg
skar os gjennem vejret vej.
Aldrig red jeg slig en fole!
Midt imod, der vi foer fram,
var det som der gnistred sole.
Brune ørnerygge svam
i det vide svimle slug
midtvejs mellem os og vandene, —
sakked agterud, som fnug.
Isflak brast og brød mod strandene;
men der var ej døn at høre;
bare hvirvlens vætter sprang,
som i dans; – de sang, de svang
sig i ring for syn og øre!
(svimmel)
Å, Gud trøste mig!
Med et,
på en rådløs bråbratt plett,
foer ivejret rype-steggen,
flaksed kagglende, forskræmt,
fra den Knart, hvor han sad gjemt,
klods for bukkens fod på eggen,
bukken gjorde halt omkring,
satte med et himmelspring
udfor dybet med oss begge!
(ÅSE vakler og griber efter en træstamme. Peer Gynt bliver ved.)
bag oss bergets svarte vægge,
under oss en bundløst slug!
Først vi kløvte lag av tåger,
kløvte så en flok av måger,
som igjennem luften vigende
fløj till alle kanter skrikende.
Nedad, uden stands, foer toget.
Men i dybet glittred noget
hvidlet, som en rensdyrsbug. —
Moer, det var vort eget billed,
som igjennem fjellsjø-stillet
opp mod vandets skorpe piled
i den samme vilde fart,
som i den vi nedad kiled.
(gisper efter vejret)
Peer! Gud fri meg – ! Si det snart – !
Bukk fra luften, bukk fra bunden,
stangedes i samme stunden
så at skummet om oss klasked.
Ja, der lå vi nu og plasked. —
Langt om længe, du, vi nådde
nordre landet på en måde;
bukken svam, og jeg hang bak ham; —
jeg for hjem —
Men bukken, du?
Å, han går der vel ennå; —
(knipser i fingrene, svinger seg på hælen og tilføyer):
kan du finne ham, så ta ham!
Og du har ei knekket nakken?
Ikke begge lår engang?
Ikke ryggbenet brutt?
O, Vårherre, – prisen, takk,
skyldes deg, som hjalp min gutt! —
Buksen har dog fått en revne;
men det er knapt ved at nevne,
når en minds, hvad meget værre
kunne hende i slik et sprang!
(Stanser plutselig, seg på ham med åpen munn og store øyne, kan lenge ikke finne ord, endelig utbryter hun:)
O, din fandens reglesmed;
kors og kors, hvor du kan lyve!
Remsen, som du kommer med,
minds jeg nu at jeg har kjennt
som en jente på de tyve.
Gulbrand Glesne er det hent, —
ikke deg, du!
Meg som ham. Slik kan mer enn en gang hende.
Ja, en løgn kan endevendes,
stadses op med brask og bram,
klædes i en nygjordt ham,
så dens magre skrot ej kendes.
Det er det, som du har gjort,
lagt alt så vildt og stort,
uglet ut med ørnerygge
og med alt det andet stygge,
løyet ligt og uligt væk,
skrønet ind slig måløs skræk,
at en kendes ej ved tilsidst,
hvad en længst har hørt og vidst!
Hvis en anden snakked slig,
skulde helseløs jeg slå ham!
(grædende)
Å, Gud give jeg lå lig;
gid jeg sov i svarte jorden!
Bøn og gråd ej binder på ham. —
Peer, du er og blir forloren!
Kære, vakkre, lille moer,
du har ret i hvert et ord; —
vær så blid og glad —
Ti stille!
Kan jeg glædes, om jeg vilde,
jeg, som har sligt svin til søn?
Må det ikke bittert krænke
meg, en stakkars magtløs enke,
stødt at fange skam for løn?
(Græder igjen.)
Hvad har slægten nu tilbage
fra din farfars velmagtsdage?
Hvor er skæpperne med mynt
efter gamle Rasmus Gynt?
Faer din gav dem fødder, han, —
ødte dem så glat som sand,
købte jord i alle sogne,
kjørte med forgyldte vogne – ,
Hvor er det, som gik tilspilde
ved det store vintergilde,
da hver gæst lod glas og flaske
bag sin ryg mod væggen klaske?
Hvor er sneen fra ifjor?
Du skal tie for din moer!
Se tilgårds! Hvert andet rude —
hul er fyldt med gamle klude.
Hægn og skigard ligger nede,
fæet står for vejr og væde,
eng og aker ligger brak,
hver en måned blir jeg pantet —
Ti så med den kærringsnak!
Ofte nok har lykken skrantet,
og så kom den højst påfode!
Der er saltrød, hvor den grode.
Kors, men du er storkarl, du, —
lige kaut og kry endnu,
lige knøv, som dengang presten,
der han kom fra Kjøbenhavn,
spurgte deg som døbenavn,
bandt på at sligt et nemme
sakned magen prins derhjemme,
så at faer din gav han hesten
med en slæde tol, som tak
for den vennesæle snak, —
Hå; ja da var alting gildt!
Provst, kaptejn og hele resten
hang der dagstødt, åd og drak,
fyldte seg, så fast ed sprak.
Men i nød skal kendes næsten.
Her blev folketomt og stilt
samme dag da ’Jon med skæppen’
tog ivej med kramkarl – skræppen.
(Tørker øynene med forkledet.)
Ak, du er dog stærk og stor,
skulde stå som stav og støtte
for din gamle skrale moer, —
skulde gårdens gerning skøtte,
værge slumpen af din arv; —
(græder påny)
å, Gud hjælpe med for nytte
jeg har havet af dig, din skarv!
Hjemme ligger du i gruen,
roder rundt i kul og emmer;
mellom bygdens folk du skræmmer
jentene fra gildestuen, —
gør mig spe på alle kanter,
slås med sognets værste fanter —
Lad mig være.
(følger efter)
Kan du nægte
du var fremste mand i laget
i det store basketaget,
som for nylig stod på Lunde,
der I slogs som olme hunde?
Var det ikke dig, som knækte
armen på han Aslak smed, —
eller idetmindste brækte
ene fingeren hans af led?
Hvem har fyldt dig med slig præk?
(hidsig)
Husmanskonen hørte hylene!
Ja, det var meg, som skreg
Dig?
Ja, moer, – for jeg fikk pryglene.
Hva for någet?
Han er spræk
Hvem er spræk
Han, Aslak, ved jeg.
Tvi – og tvi; nu må jeg spytte!
Slig en slarvet fyldebøtte,
slig en rangler, slig en dranket
drammesluger har dig banket?
(Gråter igjen.)
Mangen skam og skændsel led jeg;
men at dette skulde ske,
det var dog den værste spe.
Lad ham være nok så spræk; —
skal du derfor være vek?
Om jeg hamrer eller hamres, —
ligefuldt så skal der jamres.
(Ler.)
Trøst dig, moer —
Hvad? Har du løjet nu igjen?
Ja, denne gang.
Tør så gråden pent af øjet; —
(knytter den venstre hånd)
se, – med denne knibetang
holdt jeg hele smeden bøjet;
højre næven var min slægge —
O, din slagsbror! Du vil lægge
mig i graven med din færd!
Nei da; du er bedre værd;
tyve tusend gange bedre!
Lille, stygge, snille moer,
du kan lide på mit ord,
hele bygden skal dig hædre,
bare vent til jeg får gjort
noget – noget rigtigt stort!
(blæser)
Du!
Hvem ved, hvad en kan møde!
Gid du bare blev så klog,
at du engang kunde bøde
flængen i din egen brog!
(hidsig)
Jeg skal blive konge, kejser!
Å. Gud trøste mig, nu rejser
sidste resten av hans vid!
Jo, jeg sal! Giv bare tid!
Ja, giv tid, så blir du prins,
siges der, om ret jeg minds!
Du skal se, moer!
Hold din mund!
Du er gal i bunde og grund, —
Nå, det er forresten sandt, —
noget var derblevet af dig,
hvis du ikke dagstødt gav dig
af med løgn og tøv og tant.
Hægstadjenten var dig god.
Let du havde vundet spillet,
hvis du rigtig havde villet —
Tror du?
Gamlen har ej kræfter
til at stå sit barn imod.
Han er stivsindt på en måde;
men til slut får Ingrid råde,
og hvor hun går, fod for fod
stavrer knarken arrig efter
(begynder igen at græde)
Ak min Peer; en grundrig jente, —
odelsjente! Tænk dig til; —
hvis du bare havde villet,
stod du nu som brudgom gild, —
du, som går her svart og fillet!
Kom, så vil vi ja-ord hente!
Hvor?
På Hægstad!
Stakkars dig;
Den er stængt, den friervej!
Hvorfor det?
Akk, jeg må sukke!
Spildt er stunden, spildt er heldet —
Nå?
(hulkende)
Mens du i vesterfjeldet
gennem luften red på bukke,
har Mads Moen fæstet jenten!
Hvad? Den kvindfolk—skræmsel! Han!
Ja, hun taer ham nu til mand.
Vent mig her, til jeg får spændt en
hest for kærren —
(vil gå).
Spar sligt spræl.
Bryllupet skal stå imorgen —
Pyt; jeg kommer jo i kveld
Tvi dig; vil du øge sorgen
med et læs af hvermands spot?
Trøst dig. Alting skal gå godt.
(Skriger og ler på en gang.)
Hejsan, moer! Vi sparer kærren;
det taer tid at hente mærre.
(Løfter hende ivejret.)
Slip mig!
Nej, på mine arme
bær jeg dig til bryllupsgården!
(Vader ut i eleven.)
Hjælp! Vorherre sig forbarme!
Peer! Vi drukner —
Jeg er båren!
til en gildere død —
Javisst;
du blir sagtens hængt tilsidst!
(Rusker ham i håret.)
O. dir ubæst!
Hold nu fred;
her er glat og slim på bunden.
Asen!
Ja brug bare munden;
det gør ingen mand fortred.
Så; nu skår det atter op —
Slip ej taget!
Hejsan, hop!
Vi skal lege Peer og bukken; —
(galloperende)
Jeg er bukken, du er Peer!
Å, jeg ved ej af mig mer!
Ser du; nu er evjen rukken;
(vader iland)
giv så bukken pent et kys;
det får være tak for skyds —
(slår ham på øret)
Der er tak for skydsen!
Au!
Den betaling var for snaud!
Slip mig!
Først til bryllupsgården.
Vær min talsmand. Du er klog;
snak med ham, den gamle dåren;
sig Mads Moen er et drog —
Slip!
Og sig ham så tilslut,
hvad Per Gynt er for en gut.
Ja, det kan du bande på!
Du skal vakkert skudsmål få.
Skildres skal du for og agter;
alle dine fandens fagter
skal jeg nævne grejdt og grant —
Så?
(sparker i arrighed)
Jeg skal ej stagge munden,
fød den gamle hidser hunden
på dig, som var en fant!
Hm; så får jeg gå alene.
Ja, men jeg skal komme efter!
Snille moer, du har ej kræfter —
Ikke det? Jeg er så sindt,
at jeg kunde knuse stene!
Hu, jeg kunde æde flint!
На этой странице вы можете прочитать онлайн книгу «Пер Гюнт. Кукольный дом. Дикая утка / Peer gynt. Et dukkehjem. Vildanden. Книга для чтения на норвежском языке», автора Генрика Ибсена. Данная книга имеет возрастное ограничение 16+, относится к жанру «Литература 19 века». Произведение затрагивает такие темы, как «норвежская литература», «лексический материал». Книга «Пер Гюнт. Кукольный дом. Дикая утка / Peer gynt. Et dukkehjem. Vildanden. Книга для чтения на норвежском языке» была издана в 2022 году. Приятного чтения!
О проекте
О подписке