BEGÆRET
(EN RILEY PAIGE SPÆNDINGSROMAN—BIND 3)
B L A K E P I E R C E
Blake Pierce
Blake Pierce er forfatter til bestseller-spændingsserien RILEY PAGE, som omfatter de psykologiske spændingsthrillere FORSVUNDET (bog #1), KIDNAPPET (bog #2) og BEGÆRET (bog#3). Blake Pierce er desuden forfatter til spændingsserien MACKENZIE WHITE.
Blake Pierce er en ivrig læser og livslang fan af spændings- og thrillergenren. Blake vil rigtig gerne høre fra dig, og du er velkommen til at besøge hjemmesiden www.blakepierceauthor.com, hvor du finder mere information og kan kontakte forfatteren.
Copyright © 2016 Blake Pierce. Alle rettigheder forbeholdes. I henhold til U.S. Copyright Act fra 1976 – og med mindre andet er tilladt - må ingen dele af denne publikation reproduceres, distribueres eller overføres i nogen form eller på nogen måde opbevares i en database eller informationssystem uden forudgående tilladelse fra forfatteren. Denne e-bog må kun anvendes til personligt brug. Denne e-bog må ikke videresendes eller gives væk til andre mennesker. Hvis du vil dele denne bog med en anden person, bedes du købe en ekstra kopi til hver modtager. Hvis du læser denne bog og ikke har købt den, eller den ikke blev købt til personligt brug, skal du returnere den og købe din egen kopi. Tak, fordi du respekterer denne forfatters hårde arbejde. Dette værk er fiktion. Navne, karakterer, virksomheder, organisationer, steder, begivenheder og hændelser er enten et produkt af forfatterens frie fantasi eller anvendes fiktivt i bogen. Enhver lighed med virkelige personer, levende eller døde, er helt tilfældig. Jacket image Copyright GoingTo er anvendt med licens fra Shutterstock.com.
BOGER AF BLAKE PIERCE
RILEY PAIGE SPÆNDINGSSERIEN
FORSVUNDET (Bind 1)
KIDNAPPET (Bind 2)
BEGÆRET (Bind 3)
INDHOLD
Prolog
Janine syntes, hun så noget mørkt i vandet nede ved kystlinjen. Det var stort og sort, og det så ud til at bevæge sig en smule i det blidt skvulpende vand.
Hun tog et sug af marihuana-piben og gav resten til sin kæreste. Kunne det være en virkelig stor fisk? Eller en anden slags væsen?
Janine rystede lidt og sagde til sig selv, at nu skulle fantasien ikke løbe af med hende. At blive bange ville ødelægge hendes rus. Nimbo-søen var et kæmpestort kunstigt reservoir til fiskeri ligesom mange andre søer i Arizona. Der havde aldrig været historier om Loch Ness-uhyret her.
Hun hørte Colby sige: ”Wow! Søen brænder!”
Janine vendte sig og kiggede på sin kæreste. Hans fregnede ansigt og røde hår glødede i den sene eftermiddagssol. Han havde lige inhaleret af piben og stirrede ud over vandet med et ansigtsudtryk, der udstrålede idiotisk ærefrygt.
Janine fniste. ”Du brænder,” sagde hun. ”På alle måder.”
”Ja, det gør søen også,” sagde Colby.
Janine vendte sig og kiggede ud over Nimbo-søen. Selvom hun endnu ikke kunne mærke, at hun var høj, så var synet fantastisk. Den sene eftermiddagssol fik klippevæggen til at stråle i rød og guld. Vandet reflekterede farverne som et stort glat spejl.
Hun huskede, at nimbo var spansk og betød glorie. Navnet passede helt perfekt.
Hun tog piben tilbage og inhalerede dybt og følte den behagelige brændende fornemmelse i halsen. Hun kunne blive høj hvert minut det skulle være nu. Det ville blive sjovt.
Men, hvad var den sorte skygge nede i vandet?
Det var nok bare lyset, der spillede hende et puds, sagde Janine til sig selv.
Uanset hvad, så var det bedst at ignorere det og ikke lade sig snyde af det eller blive bange. Alt andet var så perfekt. Dette var hendes og Colbys yndlingssted – så smukt, gemt væk i en af bugterne ved søen, væk fra campingpladserne, væk fra alt og alle.
Hun og Colby tog normalt hertil i weekenderne, men i dag havde de pjækket fra skole og taget af sted. Sensommervejret var for godt til at gå glip af. Det var langt køligere og pænere herover end i Phoenix. Colbys gamle bil stod parkeret ved den smattede vej bag dem.
Da hun kiggede ud over søen, tog det brændende syn til – følelsen af, at hun virkelig var ved at blive høj. Søen virkede næsten for intenst smuk at se på. Hun kiggede på Colby. Han så også intenst smuk ud. Hun greb fat i ham og kyssede ham. Han gengældte hendes kys. Han smagte fabelagtigt. Alt omkring ham så og føltes fabelagtigt.
Hun trak læberne væk fra hans og kiggede ham i øjnene og sagde: ”Nimbo betyder glorie. Vidste du det?”
”Wow,” sagde han. ”Wow.”
Han lød, som om det var den mest fantastiske ting, han nogensinde har hørt i sit liv. Han så og lød så sjov og sagde, at det nærmest var religiøst eller noget. Janine begyndte at grine, og Colby lo også. I løbet af et par sekunder var de helt sammenfiltrede i hinandens arme og famlede og kærtegnede hinanden.
Janine rev sig løs.
”Hvad sker der?” spurgte Colby.
”Ingenting,” sagde Janine.
Med en hurtig bevægelse tog hun sin blusetop af. Colbys øjne blev store.
”Hvad laver du?” spurgte han.
”Hvad tror du, jeg laver?”
Hun begyndte at bakse med hans T-shirt og forsøgte at trække den af ham.
”Vent et øjeblik,” sagde Colby. ”Lige her?”
”Hvorfor ikke lige her? Det er bedre end bagsædet af din bil. Ingen kigger.”
“Men måske en båd ...”
Janine lo. ”Hvis der er en båd, hva’ så? Hva’ så?”
Colby indvilligede og tog sin T-shirt af. De var begge kejtede af ophidselse, hvilket kun gjorde det endnu mere spændende. Janine fattede ikke, hvorfor de ikke havde gjort det her før. Det var jo ikke første gang, de røg marihuana her.
Men Janine blev ved med at se skyggen i vandet for sig. Der var noget, og indtil hun vidste, hvad det var, ville det fortsætte med at forstyrre hende og ødelægge alt.
Hun rejste sig op.
”Kom lige,” sagde hun. ”Der er noget, vi skal tjekke.”
”Hvad?” spurgte Colby.
”Jeg ved det ikke. Bare kom med.”
Hun tog Colbys hånd, og de snublede ned ad skråningen mod vandet. Janines trip begyndte at blive dårligt nu. Hun hadede, når det skete. Jo før, hun fandt ud af, at det hele var ufarligt, jo hurtigere kunne hun igen føle sig godt tilpas.
Hun begyndte at ønske, at hendes rus ikke var kommet så hurtigt og så stærkt.
For hvert skridt, de tog, blev tingesten i vandet tydeligere. Det var lavet af sort plastik, og nu og da kom der bobler op gennem vandoverfladen. Og der var noget småt og hvidt lige ved siden af.
På tættere afstand kunne Janine se, at det var en stor sort affaldspose. Den var åben i den ene ende, og ud af åbningen stak en hånd, som var unaturligt bleg.
Måske en mannequin, tænkte Janine.
Hun bøjede sig ned mod vandet for at kigge nærmere. Fingerneglene var malet røde og stod i kontrast til blegheden. En frygtelig erkendelse løb gennem Janines krop som en elektrisk strøm.
Hånden var ægte. Det var en kvindehånd. Affaldsposen indeholdt et lig.
Janine begyndte at skrige. Hun hørte også Colby skrige.
Og hun vidste, at de ikke ville være i stand til at stoppe med at skrige i lang tid.
Kapitel 1
Riley vidste, at de dias, hun var ved at vise, ville chokere hendes studerende på FBI Akademiet. Nogle af dem ville sandsynligvis slet ikke kunne håndtere det. Hun lod blikket glide henover de unge, ivrige ansigter, der så på hende fra halvcirklen med todelte skrivepulte.
Lad os se, hvordan de reagerer, tænkte hun. Det kan være vigtigt for dem.
Riley vidste naturligvis godt, at seriemord var sjældent set i forhold til alle de kriminelle handlinger, der blev begået. Alligevel skulle de studerende lære alt, hvad der var at lære. De stræbte efter at blive FBI-feltagenter, og snart ville de finde ud af, at de fleste lokale advokater ikke havde nogen erfaring med seriemord. Og specialagent Riley Paige var en autoritet, når det handlede om seriemord.
Hun klikkede på fjernbetjeningen. De første billeder, der blev vist på den store skærm, var alt andet end voldelige. Det var fem portrætter malet med trækul, som forestillede kvinder i alderen fra ung til midaldrende. Alle kvinderne var attraktive og smilende, og portrætterne var udført med dygtig og kærlig kunstnerhånd.
Da Riley trykkede på knappen, sagde hun: ”Disse fem tegninger blev lavet for otte år siden af en kunstner ved navn Derrick Caldwell. Hver sommer tjente han masser af penge på at tegne portrætter af turister på Dunes Beach Boardwalk her i Virginia. Disse kvinder var blandt hans allerførste kunder.”
Efter det sidste af de fem portrætter klikkede Riley igen. Det næste foto var et afskyeligt billede af en åben kummefryser fyldt med parterede kvindelige kropsdele. Hun hørte de studerende gispe.
”Det er, hvad der blev af disse kvinder,” sagde Riley. ”Imens han tegnede dem, blev Derrick Caldwell overbevist om, at de var ’for smukke til at leve’ for nu at bruge hans egne ord. Så han stalkede dem én efter én, dræbte dem, skar dem i småstykker og opbevarede dem i sin kummefryser.”
Riley klikkede igen, og de næste billeder, der dukkede op, var endnu mere chokerende. Det var fotografier taget på retsmedicinsk afdeling, efter at de havde syet kroppene sammen igen.
Riley sagde: ”Caldwell 'blandede' faktisk kropsdelene, så kvinderne blev dehumaniserede og ikke kunne identificeres.”
Riley kiggede rundt i klasseværelset. En mandlig studerende skyndte sig hen mod døren, imens han holdt sig på maven. Andre studerende så ud til at skulle kaste op. Et par stykker græd. Kun et par af de studerende syntes upåvirkede.
Paradoksalt nok var Riley temmelig overbevist om, at de upåvirkede studerende var dem, der ikke ville gennemføre akademi-uddannelsen. For dem var det her bare billeder og ikke virkelighed. De ville ikke være i stand til at håndtere den ægte rædsel, når de blev konfronteret med den i virkeligheden. De ville ikke være i stand til at håndtere det personlige chok, som posttraumatisk stress kunne medføre. I hendes egen bevidsthed kom der stadig fra tid til anden billeder af en lysende flamme fra en propanbrænder, men hendes PTSD var aftagende. Hun gennemgik en helingsproces. Men hun var overbevist om, at man skulle føle noget, før man kunne komme sig over det.
”Og nu vil jeg komme med et par udsagn, og I skal svare mig på, om de er myter eller faktum. Her er den første: De fleste seriemordere dræber af seksuelle årsager. Myte eller faktum?”
Hænder røg i vejret blandt de studerende. Riley pegede på en særlig ivrig studerende på forreste række.
”Faktum?” lød det fra den studerende.
”Ja, rigtigt,” sagde Riley. ”Selvom der kan være andre grunde, så er det seksuelle den hyppigste årsag. Det kan antage forskellige former og undertiden virke temmelig bizart. Derrick Caldwell er et klassisk eksempel. Retsmedicinsk afdeling konkluderede, at han begik nekrofili over for ofrene, før han parterede dem.”
Riley så, at de fleste af de studerende skrev noter på deres bærbare computere. Hun fortsatte: ”Nu kommer næste påstand: 'Seriemordere bliver i stigende grad voldelige over for deres ofre, jo mere de dræber'.”
Hænder røg i vejret. Denne gang pegede Riley på en studerende et par rækker tilbage.
”Faktum?” sagde den studerende.
”Myte,” sagde Riley. ”Selvom jeg helt sikkert har set nogle undtagelser, så viser de fleste tilfælde ingen ændring af den slags over tid. Derrick Caldwells voldsniveau forblev konstant, så længe han begik drab. Han var hensynsløs, men næppe satan selv. Han blev grådig. Han overfaldt sine ofre inden for en periode på halvanden måned. Ved at tiltrække sig den slags opmærksomhed blev han hurtigt fanget.”
Hun kiggede på klokken og så, at timen var forbi.
”Det er alt for i dag,” sagde hun. ”Men der er mange forkerte antagelser om seriemordere, og mange myter i omløb. Enheden for Adfærdsanalyse har indsamlet og analyseret dataene, og jeg har arbejdet med sager om seriemord på gerningssteder over hele landet. Vi har stadig en række informationer, som skal afdækkes.”
Klassen brød op, og Riley begyndte at pakke sine ting for at gå hjem. Tre-fire studerende samlede sig omkring hendes skrivebord for at stille spørgsmål.
En mandlig studerende spurgte: ”Agent Paige, arbejdede du ikke på Derrick Caldwell-sagen?”
”Jo, det gjorde jeg,” sagde Riley. ”Den historie må jeg fortælle en anden gang.”
Det var også en historie, som hun ikke var så ivrig efter at fortælle, men det sagde hun ikke.
En ung kvinde spurgte: ”Blev Caldwell nogensinde henrettet for sine forbrydelser?”
”Ikke endnu,” sagde Riley.
Riley forsøgte at komme forbi eleverne hen imod udgangen uden at virke uhøflig. Caldwells forestående henrettelse var ikke noget, hun havde lyst til at tale om. Sandheden var, at hun regnede med, at han ville blive henrettet én af de nærmeste dage. Eftersom hun var den, der havde fanget ham, havde hun fået en invitation til at komme og overvære hans henrettelse. Hun havde endnu ikke besluttet sig for, om hun ville tage derhen.
Riley fik det bedre, da hun forlod bygningen, for det var en dejlig eftermiddag i september. Hun var trods alt stadig på sygeorlov.
Hun havde lidt af PTSD, lige siden en gal morder havde holdt hende fanget. Hun var sluppet fri og havde til sidst udryddet sin plageånd. Men hun var ikke gået på sygeorlov efter den hændelse. Hun fortsatte direkte med at opklare en anden sag. Det var en uhyggelig sag i delstaten New York, der endte med, at morderen begik selvmord for øjnene af hende ved at skære i sin egen hals over.
Det øjeblik hjemsøgte hende stadig. Da hendes chef, Brent Meredith, havde henvendt sig vedrørende en ny sag, havde hun afvist at tage den. I stedet foreslog Meredith, at hun underviste en klasse på Quantico FBI Akademi.
Da hun satte sig ind i sin bil og begyndte at køre hjem, tænkte Riley, at det havde været en klog beslutning. Endelig havde hun en følelse af fred og ro i sit liv.
Men da hun kørte hjemad, begyndte en velkendt følelse alligevel at komme snigende, og den fik hendes hjerte til at hamre midt i den lyse dag. Det var en voksende følelse af forventning og noget ildevarslende, som hun vidste ville komme.
Og selvom hun prøvede at forestille sig denne ro for evigt, så vidste hun, at den ikke ville vare ved.
Kapitel 2
Riley mærkede frygten, da hun følte en vibreren i sin taske. Hun standsede foran hoveddøren til sit nye rækkehus og tog sin mobil frem. Hendes hjerte slog et slag over.
Det var en besked fra Brent Meredith.
Ring til mig.
Riley blev bekymret. Hendes chef ringede måske bare for at høre, hvordan hun havde det. Det gjorde han ofte i denne tid. På den anden side ville han måske have, at hun skulle vende tilbage til jobbet. Hvad skulle hun så gøre?
Jeg siger naturligvis nej, sagde Riley til sig selv.
Det var dog ikke let. Hun kunne godt lide sin chef, og hun vidste, at han kunne være meget overtalende. Det var en beslutning, hun ikke ønskede at træffe, så hun lagde mobilen væk.
Da hun åbnede hoveddøren og trådte ind i de lyse, rene rum i sit nye hjem, forsvandt Rileys angst øjeblikkeligt. Det føltes så rigtigt, at hun var flyttet hertil.
En venlig stemme råbte:
“Hvem er det?”
”Mig,” råbte Riley tilbage. ”Jeg er hjemme, Gabriela.”
На этой странице вы можете прочитать онлайн книгу «Begæret», автора Блейка Пирс. Данная книга относится к жанрам: «Современная зарубежная литература», «Зарубежные детективы».. Книга «Begæret» была издана в 2020 году. Приятного чтения!
О проекте
О подписке